Joe Blikkenslager har ingen licens

17. okt 2008
I USA kender de ham som Joe Blikkenslager, men hans virkelige navn er Samuel J. Wurzelbacher. En almindelig mand får en tur i mediemøllen.

Manden som hele USA er kommet på fornavn med, 'Joe the Plumber', er slet ikke blikkenslager.

Eller jo, det er han, men han har ikke den nødvendige blikkenslagerlicens, og han er ikke medlem af blikkenslagernes fagforening. Det skriver The New York Times.

Joes historie er kommet på amerikanernes læber, fordi han under valgkampen til et vælgermøde gik op til den demokratiske præsidentkandidat Barack Obama og spurgte til hans skattepolitik.

Her viste det sig, at han var én af de amerikanere, der bliver ramt af Obamas skattestigninger, hvis han bliver præsident.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Det er var Obamas modkandidat republikaneren John McCain naturligvis ikke sen til at udnytte til et angreb under den sidste store tv-transmitterede debat mellem de to kandidater torsdag nat dansk tid.

Her talte John McCain flere gange om blikkenslagerne, og de ting han ville gøre bedre for netop ham som præsident.

Ifølge McCain repræsenterer Joe nemlig en helt almindelig amerikaner, der bare tjener lidt for meget og derfor vil blive ramt af et i hans øjne urimeligt skattetryk med Obama som præsident.

Medierne har siden stået i kø udenfor 'Joe Plumbers' hus i Toledo i staten Ohio, men nu kommer det altså frem, at han ikke har de krævede tilladelser til at udføre sit erhverv.

Og sådan kan det gå op og ned i den største af alle valgkampe.

Valget mellem Obama og McCain finder sted den tirsdag fjerde november.

Lige nu peger alle meningsmålinger på sejr til Barack Obama.

-Newspaq

faktaboks