20210120175431476_1000
Joe Biden er onsdag taget i ed som USA's 46. præsident ved en ceremoni i den amerikanske hovedstad, Washington D.C. Foto: Kevin Lamarque/Reuters

Joe Biden opfordrer amerikanerne til at stå sammen

20. jan 2021, 17:57
- Hele min sjæl ligger i at bringe Amerika sammen, forene vores folk, forene vores nation. Og jeg beder hver eneste amerikaner om at slutte sig til mig om dette formål, sagde USAs nye præsident i sin tiltrædelsestale.

Demokratiet har sejret.

Det fastslår Joe Biden i sin første tale som USA's nyindsatte præsident.

- Dette er Amerikas dag. Dette er demokratiets dag. En historiens og håbets dag, en fornyelsens og beslutsomhedens dag, siger Biden.

- I denne time har vi lært, at demokratiet er dyrebart. I denne time har demokratiet sejret, sagde den netop indsatte præsident.

- Hele min sjæl ligger i dette. At bringe Amerika sammen, forene vores folk, forene vores nation. Og jeg beder hver eneste amerikaner om at slutte sig til mig om dette formål.

LÆS OGSÅ: Chefredaktør: "Scrappy Joe" bliver hurtigt populær i hele verden

I sin tale opfordrede Biden til, at USA starter på en frisk efter en periode med bitterhed og ekstrem splittelse.

- Her står vi, kun få dage efter at en voldelig menneskemængde troede, at de kunne stoppe demokratiet, siger Biden.

Han henviser til, at en stor gruppe tilhængere af den nu afgåede præsident Donald Trump stormede Kongressen to uger inden Bidens indsættelse.

De var vrede over, at Kongressen var i færd med formelt at godkende Bidens valgsejr.

Trump har utallige gange hævdet, at valgsejren blev stjålet fra ham.

Lad os begynde på en frisk

I sin tale opfordrede Biden amerikanerne til at afvise løgnene. Og han opfordrer til et fornyet sammenhold.

- Lad os begynde på en frisk, lytte til hinanden, respektere hinanden, siger han.

- Jeg lover, at jeg vil være præsident for alle amerikanere. Og jeg lover, at jeg vil kæmpe lige så hårdt for dem, der ikke stemte på mig, som dem der gjorde.

Den 78-årige demokratiske veteran blev taget i ed af Højesterets chefdommer, John Roberts. Derpå satte den nye præsident sig - tydeligt rørt - på sin plads et øjeblik, inden han rejste sig for at holde sin tale.

Her indtog han en forsonlig tone og bad de amerikanere, der ikke har stemt på ham, om at give ham en chance til også at blive deres præsident.

- At komme over de udfordringer og genetablere sjælen og sikre Amerikas fremtid kræver meget mere end ord. Det kræver det mest flygtige af alt i et demokrati: samling, siger Biden.

Onsdagens ceremoni i Washington D.C. adskiller sig fra andre præsidentielle indsættelser ved, at offentligheden ikke kan møde op som tilskuere.

Det skyldes først og fremmest coronapandemien. Men også sikkerheden omkring arrangementet er skruet markant op, efter at en vred menneskemængde angreb Kongressen for to uger siden.

Stort sikkerhedsopbud

Yderliggående grupper på højrefløjen har truet med at afbryde Bidens indsættelse.

Over 25.000 soldater er indsat for at sørge for sikkerheden omkring Kongresbygningen, hvor ceremonien finder sted.

Iagttagere og efterforskere siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at de ikke havde set noget, der peger i retning af en konkret trussel. Men truslen om vold fra militante grupper var stadig en bekymring.

Blandt gæsterne ved indsættelsen var den afgående vicepræsident, Mike Pence, og en lang række republikanske og demokratiske medlemmer af Kongressen.

Flere af Bidens forgængere på posten var også til stede. Det gjaldt Barack Obama, Bill Clinton og George W. Bush.

Donald Trump overværede ikke indsættelsen i Washington D.C. onsdag. Tre timer inden, at Biden blev taget i ed, fløj Trump for sidste gang afsted om bord på Air Force One med kurs mod sit golfresort Mar-A-Lago i Florida.

Det er første gang i over 150 år, at en amerikansk præsident ikke er til stede ved indsættelsen af sin efterfølger.

/ritzau/

J