Jobjagt: Arbejdsløse skal frem i skoene

19. dec 2010
Ledige er uden job langt længere, end de forventer. De er blevet forvænt af opsvinget og er ikke klar over, hvad der skal til i dag, lyder det fra akassen.

Halvdelen af de arbejdsløse inden for det seneste år, er ledige langt længere, end de selv havde forventet.

Det viser en undersøgelse, som de selvstændiges a-kasse ASE har foretaget blandt 2000 medlemmer, der har været arbejdsløse og nu er i arbejde igen.

Årsagen er, at lønmodtagerne i starten søger for lidt hjælp og gør for lidt. De har simpelthen været vant til, at job var noget, der hang på træerne, mener ASE.

Forvænte ledige

"Folk har ikke prøvet, hvordan det er at stå uden arbejde. Derfor bliver nogle overraskede over, hvor svært det er at få et nyt job. Det betyder, at mange i starten ikke søger ekstern hjælp," siger Karsten Mølgaard, vicedirektør i ASE.

Han opfordrer ledige til at henvende sig i deres a-kasse, så hurtigt som muligt for at få råd og vejledning.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Ifølge ham kræver det en yderst aktiv indsats, hvis man vil have et job igen. Det kan for eksempel kræve, at man uddanner sig i en helt anden retning, end man havde forestillet sig.

Ledige skal ændre sig

"For få overvejer, om den type job de har mistet nogen sinde kommer igen. Industriarbejdspladser flytter til udlandet. Har man været ansat der, er det en god idé at overveje, hvorvidt man skal uddanne sig til noget andet, men det gør alt for få," siger Karsten Mølgaard.

De danske arbejdsgivere støtter den antagelse og tilføjer, at folk ikke alene skal være rede til at uddanne sig og holde udkig i andre brancher. De skal også være rede til at flytte.  

Flyt for at få et job

"Det kræver langt mere af lønmodtagerne at få et job i dag, og derfor nytter det ikke blot at nøjes med dagpenge, blot for at kunne blive boende, hvor man bor. Folk bør være villige til at flytte for at få et arbejde," siger Erik Simonsen, chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening, DA.

Dagpenge gør lad

Han tilføjer, at dagpengesystemet er medvirkende til, at folk er for længe om at finde nyt arbejde.

"Ansatte med en lav indkomst går jo ikke ret meget ned i løn, når de havner på dagpenge. Derfor er der måske ikke den største motivation for at komme i arbejde igen, når de bliver fyret," siger han.

Intet arbejde at få

Men LO er uenig. Ifølge lønmodtagerorganisationen gør de fleste ledige en kæmpe indsats for at komme i arbejde igen.

"Tallene er udtryk for et ualmindeligt hårdt arbejdsmarked med alt, alt for få job. Og det kan jo ikke være lønmodtagernes egen skyld, at de ikke har arbejde, når der intet arbejde er," siger Lizette Risgaard, næstformand i LO.

De seneste to års stærkt stigende langtidsledighed viser, ifølge Lizette Risgaard, at manglen på job er årsag til lang ledighed.

"Regeringen bør fokusere på at skabe job i stedet for kun at bruge sparekniven. Vores kloakker trænger for eksempel til at blive renoveret. Det ville skabe job," siger Lizette Risgaard.

Hun langer også ud efter regeringens besparelser i arbejdsmarkedsuddannelserne.

"Det er jo nemt nok at sige, at folk skal uddanne sig, men så skal der jo også være mulighed for det," siger Lizette Risgaard.

Om undersøgelsen

Spørgsmål: Blev din ledighedsperiode længere, end du forventede, da du først blev ledig?

 

 

  • Det er a-kassen ASE, der har stillet 2000 af sine medlemmer spørgsmålet.
  • Svarprocenten på ASE's undersøgelse var 30.
  • ASE er landets femtestørste a-kasse med 150.000 medlemmer, hvoraf 100.000 er selvstændige og 50.000 er lønmodtagere.
  • A-kassen er tværfaglig med både selvstændige, ufaglærte og faglærte folk og folk med mellemlange og lange uddannelser.