20200702-180747-A-1920x1920we
Det fyldte ikke meget for kontanthjælpsmodtagerne, at de ikke skulle leve op til krav og forpligtelser under coronakrisen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Ekspert: Jobcentret er livline for de svageste

10. nov 2020, 10:29
De obligatoriske forpligtelser over for jobcentret blev sat på pause under coronakrisen. Men det budskab nåede ikke ud til alle kontanthjælpsmodtagere, viser en ny analyse, som forskere fra Aalborg Universitet står bag. Samtidig blev det tydeligt, hvor meget det sociale arbejde, som jobcentret udfører, fylder.

Hvad betød det for landets mest udsatte kontanthjælpsmodtagere, da de obligatoriske forpligtelser til jobcentret under coronakrisen blev erstattet med tilbud, som den ledige frivilligt kunne vælge til og fra?

Det satte tre forskere fra Center for Udvikling af Borgerinddragende Beskæftigelsesindsatser (CUBB) på Aalborg Universitet sig for at undersøge i løbet af foråret.  

LÆS OGSÅ: Matas 'corona-tester' medarbejdere: Sikkerhed overskygger alt andet

- Noget af det, der især blev tydeliggjort for mig, var, at det sociale arbejde, jobcentret udfører, fylder meget for en del af borgerne. For de, der for eksempel har en meget lille omgangskreds, er jobcentret en slags livline. Det bliver den fysiske kontakt, de har til omverdenen, når de eksempelvis holder møder med deres sagsbehandler eller mentor, eller når de er i et forløb, som jobcentret har iværksat, fortæller Mathias Herup Nielsen, der er en af de tre forskere bag analysen.

Der var endda nogle, der simpelthen ikke troede på, at det var rigtigt, når vi undervejs i interviewet fortalte dem, at indsatsen jo nu var frivillig
Mathias Herup Nielsen, forsker på Aalborg Universitet  (CUBB)

- Det er den slags, der bliver tydeliggjort, når indsatsen for en periode ophører. Coronanedlukningen af beskæftigelsesindsatsen giver en forståelse af, at indsatsen ikke kun handler om pligt og pisk og sanktioner, men også leverer en social livline, som nogle af vores mest udsatte borgere er afhængige af. 

Der var flere forhold, der blev tydelige i perioden. Især tre forhold gik igen i de 20 kvalitative interviews med 13 aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og 7 afdelingsledere fra tre jyske jobcentre.

For det første påpegede de interviewede ikke selv overgangen fra ret og pligt til frivillighed som væsentlig.

- Vi tænkte, at det måtte være enormt vigtigt, men det fyldte faktisk ikke meget. Der var endda nogle, der simpelthen ikke troede på, at det var rigtigt, når vi undervejs i interviewet fortalte dem, at indsatsen jo nu var frivillig. Vi kunne lige så godt have sagt, at jorden var flad, eller at der var kommet besøg fra det ydre rum. Det siger jo noget om, hvor meget det her pligt-element er naturliggjort som en del er af den måde, som jobcentret bliver opfattet på. Og så var der nogle, der havde forstået, at det var frivilligt, men som mente, det var ligegyldigt, fordi de selv ønskede at deltage i indsatsen med jobcentret.

Der var borgere, der havde det rigtig godt med, at de ikke skulle på en lang udflugt for en relativt kort samtale
Mathias Herup Nielsen, forsker på Aalborg Universitet  (CUBB)

Til gengæld spillede det en stor rolle for alle de interviewede, at de fysiske møder med sagsbehandlerne fra jobcentret blev erstattet med telefonmøder.

- Der var borgere, der havde det rigtig godt med, at de ikke skulle på en lang udflugt for en relativt kort samtale. Nogle beskriver det som en udmarvende rejse, der betød, at de skulle bruge timer på at restituere efterfølgende. Og det er jo rart at slippe for. Omvendt var der andre, der fortalte, at det er svært at tale om noget, der er stærkt tabuiserende, når man ikke kan se sagsbehandleren i øjnene, siger han og tilføjer:

- Det siger noget om, at der er brug for fleksibilitet i forhold til, hvordan jobcentret afholder møder, og at det i nogle tilfælde ville give mening, at det var op til sagsbehandlerens faglige dømmekraft at vurdere, hvordan et møde med borgeren skal foregå.

Livets hastighed ændres

Mathias Herup Nielsen påpeger også, at nogle kommuner har oplevet, at relationen til borgeren forbedres, når den bygger på frivillighed frem for på forpligtigelse, fordi borgere oplever et system, der kerer sig om dem frem for at forsøge at tvinge dem til alt muligt. Det er dog ikke en observation fra omtalte analyse.

- Det ser jeg også i mit arbejde. For kort tid siden var jeg på besøg på ungeafdelingen i et jobcenter, hvor de gør rigtig meget ud af at få en god relation med de unge fra første møde. Men når sagsbehandleren så slår over i ’systemsprog’ og forklarer om de meget store mængder af krav, rettigheder og regler for, at borgeren kan få sin ydelse, så hæmmer det den her relationsopbygning.

Det tredje forhold, som gik igen i de interviewede kontanthjælpsmodtageres oplevelser, var, at livets hastighed ændrede sig under coronakrisen.

-  Nogle oplevede det som om, livet nærmest blev sat på pause, fordi de ikke kunne deltage i de forløb, som de var i gang med, mens andre oplevede, at livet blev speedet op, fordi de pludselig havde deres skolebørn hjemme og også skulle lære og læse en masse omkring retningslinjer og smitteforhold for at være en helt almindelig borger, der kunne begå sig i samfundet. Men alle greb om ’hastighed’ som analogi, når de beskrev livet under nedlukningen.

Hvis der er noget, der har overrasket os, så er det nok, hvor forskelligartede syn og perspektiver borgerne havde på de ændrede vilkår, som jo var fælles for alle
Mathias Herup Nielsen, forsker på Aalborg Universitet (CUBB)

Der var også forskel på, om kontanthjælpsmodtagerne opfattede den ændrede hastighed som noget positivt eller negativt.

- Nogle synes, det var forfærdeligt, fordi de blev afbrudt i et forløb, som de var glade for, mens andre mente, at de fik en ro, der nærmest blev meditativ.

LÆS OGSÅ: Før genåbning af jobcentre: 'Lad os nu se stort på reglerne'

Selvom der er de tre forhold, der blev påpeget af alle de interviewede kontanthjælpsmodtagere, er resultaterne i analysen ikke entydige, og det mener Mathias Herup Nielsen er en pointe i sig selv.

- Hvis der er noget, der har overrasket os, så er det nok, hvor forskelligartede syn og perspektiver borgerne havde på de ændrede vilkår, som jo var fælles for alle. Selv i et mindre kvalitativt studie, fandt vi udpræget variation. Det vidner måske om, at der er brug for større fleksibilitet i beskæftigelsesindsatsen.