20200505-163242-3-1920x1280we
Særligt jobcentrene omkring København er mindre tilbøjelige til at lade deres medarbejdere arbejde hjemmefra. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Jobcentrene har vidt forskellig corona-politik om hjemmearbejde: 'Det er dybt kritisabelt'

25. sep 2020, 11:00
Langt fra alle kommunale jobcentre følger myndighedernes anbefalinger om at arbejde hjemmefra, viser stikprøve. Og det er dybt kritisabelt, mener næstformand i HK Kommunal.

Ikke alle kommunale jobcentre er lige gode til at følge myndighedernes anbefaling om at arbejde hjemmefra for at få bugt med det stigende corona-smittetryk. 

Det viser en stikprøve foretaget af HK Kommunal. 

Særligt jobcentrene tættest på Hovedstaden - der er hårdest ramt af coronaudbruddet - er mindre tilbøjelige til at lade deres jobcentermedarbejdere arbejde hjemme. 

Og det er dybt kritisabelt, mener næstformand i HK Kommunal, Mads Samsing.

- Det er uansvarligt, hvis man - til trods for den situation vi står i, og til trods for de gode erfaringer vi har med hjemmearbejde - stadig vælger at tilrettelægge arbejdet på en sådan måde, at du reelt risikerer at skabe smittekæder fremfor at bryde dem, siger han.

Jeg er dybt forundret over, at de ikke træffer en mere ansvarlig beslutning
Mads Samsing, Næstformand i HK Kommunal

Mads Samsing påpeger desuden, at beskæftigelsesministeriet netop har forlænget muligheden for at kunne møde borgerne hjemmefra via blandt andet telefon. 

- Når du har en klar opfordring til i videst mulig omfang at arbejde hjemme og har muligheden for det, synes jeg, at det er dybt kritisabelt, at nogle ledelser alligevel beder medarbejdere og borgere om at møde fysisk. Jeg er dybt forundret over, at de ikke træffer en mere ansvarlig beslutning, siger Mads Samsing.

Sender opfordring til kommunerne

Ifølge Mads Samsing, er det nu op til kommunerne at træffe nogle mere ansvarlige valg.

- Jeg vil gerne sende en opfordring til de enkelte kommuner om at træffe den ansvarlige beslutning, så vi kan få brudt smittekæden og ikke sender medarbejdere og borgere i unødig smitterisiko, når vi har mulighederne for at lade være, siger han og fortsætter:

- Vi snakker jo ikke et par måneder. Som udgangspunkt taler vi om et par uger her nu. Men hvis ikke vi følger regeringens opfordring, er risikoen, at vi ender med, at det varer et par måneder. Og det, synes jeg, er vigtigt, at man lige har med i sine overvejelser, siger Mads Samsing.

Det har ikke været muligt at få et interview med Kommunernes Landsforening. I en mail skriver kontorchef Henrik Thomasson:

- Regeringens skærpede retningslinjer lader det være op til den lokale ledelse at vurdere, hvem der kan arbejde hjemmefra. Der kan være mange forskellige vurderinger, muligheder og lokale hensyn i spil, og det er det, vi ser, kommer til udtryk på landets jobcentre, der jo fortsat skal løse deres opgave fuldt ud.

Opdateret med KL-kommentar kl. 14.30

Undersøgelsen

HK Kommunal har ved at indhente oplysninger fra tillidsrepræsentanter og sagsbehandlere på 24 forskellige jobcentre fundet ud af, at der er store forskelle mellem de enkelte kommunale jobcentres corona-politik for hjemmearbejde.

Eksempelvis er det kun ganske få af medarbejderne på jobcentrene i Greve, Gladsaxe og Frederikssund kommuner, der sendes hjem, mens alle eller de fleste ansatte på jobcentrene i Guldborgsund, Lejre, Silkeborg, Randers og Kolding er blevet sendt hjem på hjemmekontoret. 

 Kilde: HK Kommunal