Jobcentre svigter ledige for at undgå straf

7. jan 2014, 13:01
Reglerne forhindrer os i at hjælpe de ledige i arbejde, lyder kritikken fra jobcentrene.

Når jobcentre ikke er bedre til at få ledige i job, skyldes det, at reglerne står i vejen.

Sådan siger en række jobcentrechefer til Berlingske Business.

Ofte kritiseres jobcentre af både borgere og virksomheder, men det er svært for jobcentrenes ansatte at gøre deres arbejde, når reglerne hele tiden bliver lavet om, forklarer jobcentercheferne.

Mere end syv ud af ti mener, at der ofte er ændringer i reglerne, og halvdelen mener, at reglerne forhindrer dem i at finde job til de ledige. Berlingske Business har spurgt ialt 39 jobcentre.

Jobcenterchef Claus Wester fra Tårnby-Dragør Jobcenter fortæller, at man her indimellem har været nødt til at gøre det stik modsatte af, hvad den ledige havde behov for, fordi jobcentret ellers var blevet straffet økonomisk af regeringen.

Arbejdsmarkedschef i Gribskov, Peter Olsen, fortæller om ansatte, der har brugt flere måneder på at tale med virksomheder og overtale dem til at få ledige ind i jobrotation. Men kort tid efter bliver reglerne ændret, og de ansattes besvær er spildt.

"Hvordan kan man skabe resultater, når der stort set ikke går en uge, uden reglerne bliver ændret? Hvilken organisation kan i længden holde til, at man flere gange om ugen kritiser medarbejderne, resultaterne og ændrer på vilkårerne," siger han til Berlingske Business.