Jobcentre sender rå ledige til politiet

17. mar 2012
I Slagelse flytter man samtalerne til politigården, hvis arbejdsløse truer. Ugens voldelige episoder taler for at skrue op for ordningen, mener Socialrådgiverforeningens Bettina Post.

I mange år har kommuner og jobcentre som nødløsning flyttet møder med sprængfarlige borgere til politistationen. Det fortæller formand for Socialrådgiverforeningen Bettina Post.

Og som konsekvens af det eskalerede konfliktniveau på jobcentrene, kan det blive nødvendigt at henlægge endnu flere borgermøder til politistationen.

”Det handler om at øge bevidstheden om, at det har konsekvenser, hvis man som borger går over gevind. Og den bevidsthed er en hel del større, når mødet foregår på en politistation,” siger Bettina Post.

HK: Nødvendigt i de værste tilfælde

Også Mads Samsing, der er næstformand i HK/Kommunal, mener, at det kan blive nødvendigt at inddrage politiet for at undgå voldsomme konflikter.

”Det er først og fremmest vigtigt at få tilrettelagt arbejdet på jobcentrene på en måde, så man undgår konflikter. Men i de værste tilfælde kan det være nødvendigt at henlægge mødet til politistationen,” siger han.

Et sted, hvor man har gode erfaring med at samarbejde med politiet, er i Slagelse Kommune. Her har man haft ordningen siden 2010.

En god aftale med politiet

”Vi har en god aftale med politiet. Hvis der er nogen, vi er utrygge ved, bliver borgerne indkaldt til samtaler på politigården,” siger arbejdsmarkedschef i Slagelse Kommune Torben Bahn Petersen.

Det hører dog til sjældenhederne, at man gør brug af ordningen, der ifølge Torben Bahn Petersen er blevet anvendte mindre end ti gange.

Konkret sker der det, at den truende borger får brev om, at han eller hun ikke længere må komme på Jobcenter Slagelse.

Panserbasser køler slagsbrødre

De får også at vide, at møderne med deres sagsbehandler vil foregår på Slagelse Politigård i de kommende halvår. Herefter tager man så stilling igen.

Og det køler gemytterne, når møderne foregår få meter fra lovens lange arm.

”Signalværdien betyder meget. Og det giver vores medarbejdere meget større tryghed,” siger Torben Bahn Petersen.

Et delikat instrument

Odense Jobcenter var torsdag sekunder fra en katastrofe, da en 45-årig kontanthjælpsmodtager fumlede med børnesikringen på en benzindunk og i sidste sekund blev forhindret i at sætte sin lighter til dunken.

Trods den voldsomme episode er beskæftigelseschefen i Odense Kommune, Michael Hein Petersen, skeptisk over for at blande politiet ind i jobcentrets arbejde.

”Selvfølgelig er det en mulighed, men man skal være opmærksom på, at det kan være med til at optrappe konflikter. Man skal være meget delikat, når man bruger det instrumentet, og det vil kun være ganske, ganske få situationer og borgere, hvor det overhovedet bør overvejes,” siger Michael Hein Petersen.