Jobcentre: Fyr jobfirmaer giv os 500 nye folk

22. aug 2013, 15:29
Private aktører er spild af penge, lyder det fra jobcentermedarbejdernes fagforening efter beretning fra Rigsrevisionen. Brug i stedet pengene på bedre uddannelse og flere medarbejdere, lyder opfordringen.

Drop de private aktører. Og brug i stedet 200 millioner kroner på at ansætte 500 flere medarbejdere i de kommunale jobcentre og 200 millioner på at efteruddanne den halvdel af de eksisterende medarbejdere, som trænger til et løft.

Sådan lyder opfordringen fra fagforeningen HK/Kommunal, som repræsenterer hovedparten af de 7.000 ansatte på jobcentrene.

"Sådan får vi mest muligt ud af de 400 millioner kroner, vi hvert år spilder på private aktører," siger næstformand Mads Samsing.

Presset arbejdsmiljø på jobcentre

Private aktører har gennem mange år udgjort et ideologisk stridspunkt i dansk beskæftigelsespolitik.

I går faldt der en beskæftigelsespolitisk bombe, da Rigsrevisionen konkluderede, at de offentlige jobcentre er bedre til at skaffe ledige i job.

Nu foreslår HK/Kommunal, at pengene i stedet bruges på at løfte kvaliteten på jobcentrene, som på trods af den aktuelle ros har været udsat for hård kritik.

"De ansatte på jobcentrene er i den grad pressede på specielt arbejdsmiljøet. Derfor giver det rigtig god mening, hvis man giver medarbejderne en tiltrængt saltvandsindsprøjtning, så de kan levere endnu bedre resultater til gavn for de ledige," siger Mads Samsing, som understreger, at de jobcentre, der har opnormeret på personalesiden, præsterer bedre.

Politisk slagsmål

Brugen af private jobfirmaer har været stærkt omdiskuteret, siden den tidligere borgerlige regering i 2007 pålagde kommunerne at henvise ledige med en længere videregående uddannelse til anden aktør.

S-SF-R-regeringen har siden droslet ned for brugen af anden aktør.

Rigsrevisionen undersøgelse har nu udløst et slagsmål mellem regeringen og oppositionen forud for forhandlingerne om en reform af beskæftigelsessystemet.

I jobcentermedarbejdernes fagforening krydses der fingre for, at alle udspil om yderligere privatiseringer og fritvalgs-ordninger i beskæftigelsesindsatsen nu er lagt i graven.

"Forhåbentlig kan det her flytte dagsordenen og ændre forudsætningerne for de kommende reform-forhandlinger," siger Mads Samsing.

Vil fjerne jobcentre fra kommuner

I øjeblikket sidder det såkaldte Karsten Koch-udvalg og udtænker anbefalinger til den kommende reform.

Her peger mange forventninger i retning af, at jobcentrene skal løsrives fra kommunerne og i stedet centraliseres i større enheder, som række på tværs af kommunegrænserne.

HK/Kommunal anerkender, at der er behov for en reform, men mener, at jobcentrene bør fredes efter Rigsrevisionen resultater.

"Vi har det bedst tænkelige udgangspunkt med de kommunale jobcentre. Men der er brug for en omfattende regelsanering," siger Mads Samsing.

Oppositionspartiet Venstre, som kommer til at spille en afgørende rolle i forhandlingerne om en reform, holder fast i, at flere private aktører skal få jobcentrene til at stramme sig an.