Jobcenteransatte bryder sammen af rå kritik

3. feb 2013, 06:00
Desperate arbejdsløse og voksende sagsbunker presser ansatte på jobcentre, hvor arbejdsmiljøet er værre end nogensinde. Rå kritik fra regeringen gør ondt værre. Fagforeninger frygter stressbombe.

Det slider på beskæftigelsesindsatsens frontkæmpere at få at vide, at de ikke gør deres arbejde godt nok.

Arbejdsmiljøet på de kommunale jobcentre knager i forvejen under vægten af desperate arbejdsløse, højt arbejdspres og indviklede reformer.

Den eskalerede debat om jobcentrenes indsats gør ondt værre. Sådan lyder advarslen fra både jobcenter-chefer og medarbejdernes fagforeninger.

"Når man selv føler, at man skaber resultater under vanskelige omstændigheder er det klart, at det giver et problematisk arbejdsmiljø, når man hele tiden får at vide, at man ikke gør sit arbejde godt nok," siger Mads Samsing, der er næstformand i HK Kommunal, som repræsenterer næsten 5.000 ansatte på jobcentre.

Ministerkritik fik bægeret til at flyde over

De kommunale jobcentre har længe lagt ryg til hård kritik fra både politikere og medier.

Midt i januar meldte beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) sig på tæskeholdet, da hun i Politiken kritiserede jobcentrene for at "spilde de langtidslediges tid" og nøle med indsatsen over for udfaldstruede dagpengemodtagere.

Ifølge Mads Samsing var det dråben, der fik bægeret til at flyde over for mange jobcentermedarbejdere.

"Nu får vi dagligt reaktioner fra medarbejdere på jobcentre, som er ekstremt frustrerede over den almene og politiske opfattelse, der hersker om deres arbejde," siger næstformanden, som kalder kritikken "uforskammet".

Ansatte føler sig snigløbet

En rundringning til jobcentre i landets fem største kommuner bekræfter, at det eskalerede politiske pres skaber alvorlige frustrationer blandt medarbejderne.

"Som ansat i et jobcenter får man ofte skylden, hvis tingene ikke virker. Men nu har kritikken nået et niveau, hvor mange føler sig snigløbet," lyder det fra blandt andre Frank Sørensen, der er kontorchef for Jobservice i Esbjerg Kommune.

Dansk Socialrådgiverforening, som repræsenterer størstedelen af de øvrige ansatte på jobcentre, opfatter det som et generelt problem, at jobcentrene står for skud, når politiske tiltag ikke virker efter hensigten.

"Det er uheldigt, når der sidder så mange mennesker derude, som knokler for at realisere de regler og initiativer, som politikerne finder på," siger formand Majbritt Berlau.

Græder på arbejdet

Arbejdsmiljøet på jobcentre er betydeligt dårligere end på andre kommunale arbejdspladser. Det blev senest understreget i 2010, da Epinion foretog en omfattende undersøgelse blandt medlemmer af HK Kommunal.

Ifølge Mads Samsing er det siden gået yderligere ned ad bakke.

"Jeg er bange for, at det er blevet værre. Dels på grund af stram regelstyring og flere reformer, men så sandelig også på grund af den stigende fordømmelse af medarbejdernes indsats," siger han.

Også Arbejdstilsynet har flere gange været ude med riven efter jobcentre og advaret om, at det psykiske arbejdsmiljø øger risikoen for blandt andet stress.

I september sidste år konstaterede Arbejdstilsynet for eksempel, at arbejdspresset på Aarhus Jobcenter var så hårdt, at "flere i afdelingen klager over hovedpine, mavepine og søvnbesvær. Flere sidder og græder på arbejdet, og nogle medarbejdere har kun holdt en uges sommerferie for ikke at komme yderligere bagefter med sagsbehandlingen."

Dæmonisering øger stressproblem

Ilse Asmussen, der er formand for beskæftigelsesudvalget i HK Kommunal og jobvejleder i Lejre Jobcenter, mener, at den rå politiske retorik om jobcentrene eskalerer stressproblemet.

"Der er i forvejen højt sygefravær og kolleger, der bukker under for presset. Og det påvirker selvfølgelig stressniveauet og dræner arbejdsglæden, når vi samtidig udsættes for politisk dæmonisering," siger hun.

Mette Frederiksen tager afstand fra enhver form for dæmonisering og understreger, at kritikken af jobcentre ikke er rettet mod medarbejderne. Dem har hun fuld tiltro til.

"Som minister kunne jeg ikke drømme om at nå til den konklusion, at det er den enkelte medarbejder i jobcenteret, der er problemet. Det er i sidste ende et politisk ansvar," siger hun.

Men der er ingen vej uden om debatten, for beskæftigelsessystemet skal ændres, fastholder Mette Frederiksen. Også af hensyn til arbejdsmiljøet.

"Det er jo fuldstændig afgørende for beskæftigelsespolitikken, at der er et ordentligt arbejdsmiljø blandt medarbejderne. Men hvis de for eksempel oplever meget bureaukrati, kan det også opleves som en belastning i arbejdet. Så på den måde hænger tingene jo sammen," siger Mette Frederiksen.

Jobcentre i skudlinjen
  • Siden 2009 har beskæftigelsesindsatsen i Danmark været organiseret i kommunale jobcentre.
  • Tidligere hørte dagpengemodtagere under statens arbejdsformidling (AF), mens kommunernes socialforvaltninger tog sig af kontanthjælpsmodtagere.
  • Regeringen er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på en reform af beskæftigelsessystemet.
  • Meget peger på, at indsatsen fremover skal organiseres regionalt eller direkte under staten.
  • Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen gav næring til spekulationerne, da hun i Politiken fremsatte en skarp kritik af kommunernes beskæftigelsesindsats.
  • Her kritiserer hun jobcentrene for at "spilde de langtidslediges tid", nøle med indsatsen over for udfaldstruede dagpengemodtagere og ikke have nok kontakt med erhvervslivet.