Jobcenter: Ha! Vi kan vores kram, Mette F

5. feb 2013, 09:59
En ny tilfredshedsundersøgelse foretaget af Jobcenter Esbjerg viser, at størstedelen af de lokale private firmaer er enten tilfredse eller meget tilfredse med jobcentrets samlede indsats.

Jobcentre er gode til at tage kontakt til erhvervslivet.

I Esbjerg har det lokale jobcenter fået et nyt våben i den ordkrig, der har raset mellem beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og de kommunale jobcentre, siden ministeren beskyldte jobcentrene for ikke at være i nærkontakt med det private erhvervsliv.

En tilfredshedsundersøgelse blandt 684 virksomheder viser nemlig, at størstedelen af de private virksomheder i kommunen er enten tilfredse eller meget tilfredse med den samlede service.

Helt præcist svarer 61 procent af de adspurgte private virksomheder, at de er "tilfredse". 24 procent er "meget tilfredse".

Til sammenligning svarer 67 procent af de adspurgte offentlige virksomheder, at de er "tilfredse". 29 procent er "meget tilfredse".

"Med undersøgelsen i hånden kan vi med rette sige: Prøv at høre her. Vi kan godt løfte den opgave, vi er blevet sat i verden for at løfte," siger Henrik Vallø (C), der er formand for kommunens arbejdsmarkedsudvalg.

Nærkontakt er et ministermål

Selvom jobcenter-ansatte har arbejdet så hårdt, at de har været grædefærdige af stress i længere tid, fastholder beskæftigelsesministeren kritikken af indsatsen.

De kommunale jobcentres kontakt med de private virksomheder, der mangler hænder, har været for "spartansk". Derfor har Mette Frederiksen sat sig et mål.

"Det er et ministermål, at der skal være endnu tættere kontakt mellem virksomhederne og jobcentrene," siger hun til Avisen.dk.

Ministeren erkender dog, at det er politikerne på Borgen, der er skyld i, at nærkontakten er blevet nedprioriteret.

"Når kontakten til erhvervslivet er blevet så spartansk, som den er mange steder, skyldes det, at der tidligere har været et politisk ønske om at dreje jobcentrene væk fra den måde at arbejde på," siger Mette Frederiksen.

Men ifølge en rundringning til jobcentrene i landets fem største kommuner, som Avisen.dk har foretaget, er der allerede tæt kontakt.

I 2012 er alle gået i offensiven.

I Esbjerg har jobcentret for eksempel fået 590 i ordinært arbejde ved at være i direkte kontakt med de lokale virksomheder. Siden november sidste år har byens jobkonsulenter gennemført 300 ekstraordinære virksomhedsbesøg.

En varm linje til den rigtige

Og med tilfredshedsundersøgelsen har kommunens politikere fået endnu flere tal at banke ministeren oven i hovedet med.

Faktisk er de private virksomheder, så glade for jobcentrets indsats, at 67 procent vil anbefale Jobcenter Esbjerg til andre virksomheder.

Ifølge lokalpolitiker Henrik Vallø er forklaringen enkel.

"Det skal hverken være besværligt eller tidskrævende at samarbejde med jobcentret. Vi gør meget ud af, at virksomhederne ikke stilles om 17 gange, før de får fat i den rigtige medarbejder," forklarer han.

Undersøgelsen viser også, at de private virksomheder er tilfredse med rekruttering til fast arbejde og hjælp til rekruttering via Jobnet.dk.

Kun ved hjælp til rekruttering via annoncering dumper det vestjyske jobcenter. Her er 67 procent af virksomhederne enten "mindre tilfredse" eller "slet ikke tilfredse".

Tallet slår dog ikke den politisk ansvarlige ud.

"Undersøgelsen er vigtig viden for os. Vi kan og skal blive bedre, og nu ved vi, hvor en af vores svagheder er," siger Henrik Vallø.

Virksomheder må lege med

Han er mere bekymret for, at så få virksomheder har taget tilfredshedsundersøgelsen seriøst.

Ud af de 684 virksomheder, der har modtaget spørgeskemaet fra Jobcenter Esbjerg, har kun 163 svaret, og det ærger Henrik Vallø.

"Det er en skam, at så få har svaret. Flere besvarelser havde givet os et bedre billede af, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer," siger lokalpolitikeren.

Han understreger, at det er vigtigt, at de forskellige aktører ikke - i kampens hede - glemmer de arbejdsløse.

"Der er jo ikke job nok. Mange private virksomheder tøver med at oprette praktikpladser. Det er ikke kun jobcentrene, der bør gøre en ekstraordinær indsats," siger han.

Tilfredshed blandt private virksomheder

 

Rekruttering til fast arbejde

Tilfreds 53 procent

Meget tilfreds 21 procent

Total 74 procent

 

Hjælp til rekruttering via Jobnet.dk

Tilfreds 68 procent

Meget tilfreds 4 procent

Total 72 procent


Hjælp til rekruttering via annoncering

Tilfreds 25 procent

Meget tilfreds 8 procent

Total 33 procent


Kilde: Jobcenter Esbjerg