Jobbets køleskab er klamt og farligt

5. okt 2010
Madpakker opbevares i klamme køleskabe

Køleskabene i tekøkkener, værksteder og kontorlandskaber på landets arbejdspladser sejler i sur mælk, klistret kødsaft, mugne madpakker og gammel remoulade.

Medarbejdere kaster madpakker – herunder rester fra aftensmaden - ind i køleskabene, som sjældent bliver rengjort.

I bedste fald bliver det blot ulækkert. Yderste konsekvens er et kollektivt maveonde.

Sundhedsskadeligt

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Det står rigtig skidt til derude på arbejdspladserne, hvor der står mange tusinde beskidte køleskabe, der er potentielt sundhedsskadelige," siger Morten Lisby, der er hygiejneekspert i Fødevarestyrelsen

"Mine observationer viser, at køleskabene er alt for varme, de bliver sjældent gjort rene, og de indeholder fordærvede madrester, der bl.a. kan sprede listeriabakterier og skimmelsvampe," siger han.

"Så jeg er overbevist om, at konsekvensen er sygdomstilfælde, som ikke registreres nogle steder," siger han.

En ny amerikansk undersøgelse viser, at 22 procent af de køleskabe, der er placeret i kontorlandskaber, kun bliver rengjort to gange årligt.

I USA har det haft grelle konsekvenser.

Menneske-afføring i køleren

Et højt antal medarbejdere blev for nylig syge af at spise dårlig mad fra samme klamme køleskab, og et eksempel, med ansatte i en laboratorievirksomhed, der opbevarede prøver af afføring fra mennesker i et køleskab med madpakker, har vakt afsky - og debat om forholdene.

I Danmark kontrollerer fødevaremyndighederne med jævne mellemrum kantiner og cateringfirmaer - også deres køleskabe - men medarbejdernes dele-køleskabe er der ingen kontrol med, oplyser både Fødevarestyrelsen og fødevareekspert Orla Zinck.

Orla Zinck henviser til undersøgelser, der viser, at 30 procent af køleskabene er alt, alt for varme – med de gunstige vilkår det giver for bakterier.

Behov for rutiner

Ofte kan kollegaer være varsomme med at kassere andres mad- og drikkevarer, der gemt i sølvpapir og kartoner fordærver de omkringliggende levnedsmidler – og de maver, de ender i.

Så Morten Lisby opfordrer til, at både chefer og medarbejdere begynder at tage køleskabshygiejnen seriøst. Der skal indføres rutiner.

"Det bliver overset. Eksempelvis hyrer man et rengøringsfirma til at rengøre arbejdspladsen, men man beder dem ikke rengøre køleskabet. Det bør man gøre. Mindst en gang ugentligt skal de gøres rene," siger han.

Læs også: Sådan undgår du en maveinfektion

Af Christian Kloster / [email protected]

Det går galt...
  • Temperaturen i køleskabene er for høj: 10-15 grader. Den burde være under 5 grader.
  • Skabene flyder med gamle, ofte fordærvede fødevarer.
  • Eksempelvis grøntsager med jordbakterier og kød ligger ikke adskilt, og kan derfor forurene hinanden.
  • Køleskabene bliver alt for sjældent gjort rene. Derfor kan potentielt farlige bakterier sprede sig.

Kilde: Fødevarestyrelsen


Er du clean eller klam i dit køkken? Test dig selv på Fødevarestyrelsens kampagnesite Cleanellerklam.dk