Joachim B. såret over antydninger om doping

9. feb 2013, 18:31
Op mod 100.000 har læst Johnny Larsens blogangreb på Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance. Nu mødes de på TV2 News søndag aften.

Joachim B. Olsen (LA) er ikke overrasket over, at så mange har læst og delt blogindlægget 'Brøleaben', der angriber den tidligere kuglestøder.

Op mod 100.000 danskere har læst Johnny Larsens indlæg, siden det blev lagt ud torsdag morgen, og det har givet stor debat på Facebook.

"Når man stikker snuden frem, får man reaktioner, og det er fint. Men der er også en tendens, at når nogen læser noget, hvor der er en kritik, og mit navn det indgår, så er mange folk bare automatisk enige. Så er det bare ham der kuglestøderen, " siger Joachim B. Olsen.

Indlægget har givet så meget debat, at Johnny Larsen og Joachim B. Olsen søndag aften 19.30 skal debattere på TV2 News.

Sårende beskyldninger

Blogindlægget er en reaktion på en udtalelse fra Joachim B. Olsen i forbindelse med, at Johnny Larsen mistede sine sygedagpenge, mens han var i kræftbehandling. Johnny Larsen mener, at Joachim B. Olsen træder på de svageste i samfundet.

Johnny Larsen skriver blandt andet, at Joachim B. Olsen for ikke at har lavet noget, der bidrager til samfundets vækst og trivsel og har dyrket en idræt, "der har gode erfaringer med doping".

"Jeg synes ikke, det er et specielt velskrevet indlæg. Det går på mig som person og indeholder beskyldninger,  som er sårende i den forstand, at han mellem linjerne beskylder mig for doping og alt muligt andet. Det synes jeg er på grænsen til det injuerende," siger Joachim B. Olsen.

De penge jeg har tjent er vel ikke mindre værd

Joachim B. Olsen er også træt af beskyldningerne om, at han ikke har haft et job.

“Det har jeg hørt før. Hvis du har dyrket professionel sport, skal man åbenbart ikke gå ind i politik. Prøv at hør her, jeg har levet professionelt af min sport," siger Joachim B. Olsen.

Han kalder det for "meget mærkeligt" at sige, at han ikke har bidraget til samfundet.

"De penge, jeg har tjent, har jeg tjent i udlandet, og jeg har betalt skat af dem i Danmark. Det er sådan set det, vi lever af i Danmark. Det er sådan set virksomheder og enkeltpersoner, der tjener penge i udlandet og tager valuta med hjem til Danmark, " siger han og fortsætter:

"Mit bidrag er selvfølgelig beskedent i forhold til i forhold til mange andre, men jeg tror da, at de penge jeg har tjent, er vel ikke mindre værd end dem, alle mulige andre mennesker har tjent."

Men blogindlægget er ikke over grænsen for, hvad Joachim B. Olsen mener, han må stille op til som politiker.

"Men det indeholder beskyldninger, der er helt ud på et overdrev. Hvad mener han, at jeg har sagt, der er forkert? Vi kan selvfølgelig være politisk uenige, men den tone, at jeg skulle angribe folk for alt muligt, det forstår jeg ikke," siger han.