Joachim B. og Johnny støder sammen på tv

9. feb 2013, 17:00
Op mod 100.000 har læst Johnny Larsens blogangreb på Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance. Nu mødes de på TV2 News søndag aften.

Et blogindlæg med angreb på den tidligere kuglestøder har givet så meget debat, at kuglestøderen og den kræftramte Johnny søndag aften støder sammen i en debat på TV2 News klokken 19.30.

Blogger Johnny Larsen lagde i torsdags indlægget "Brøleaben" ud på sin blog 'Rapport fra en syg stodder'. Her har det åbne brev til Joachim B. Olsen fået op mod 100.000 klik siden.

"Jeg er forbløffet over, at så mange har været inde og læse det indlæg, og at det er blevet delt i den grad på Facebook, og at debatten har været så voldsom," siger han.

På Facebook har blogindlægget cirkuleret, siden det kom ud. Blandt andet har Anders Samuelsen, formand for Liberal Alliance, angrebet musikeren Nikolaj Steen, der har delt blogindlægget, og beskyldt Johnny Larsen for at lyve om, at han har arbejdet som 5-årig. Komikeren Lasse Rimmer har også kritiseret Johnny Larsens angreb for at være for groft.

"Det, der undrer mig, er, at de kritiserer mig på andres facebooksider og ikke i mit åbne ansigt på min egen blog," siger Johnny Larsen.

Der må være en grænse

Johnny Larsen har det seneste år på sin blog rettet hård kritik af kommunernes behandling af syge og hele sygedagpengesystemet, der betød, at Johnny Larsen mistede sine sygedagpenge i september, samme dag som han begyndte i behandling for prostatakræft på Rigshospitalet.

Samme dag bragte Avisen.dk en artikel om sagen, hvor Joachim B. Olsen erklærede sin medfølelse med Johnny Larsen, men også sagde, at der må være en grænse: "Vi bruger flere penge, end der kommer ind, og så må man spørge sig selv: Hvor er grænsen? Hvor meget må skatteborgerne selv tage på sig af de ekstra udgifter?"

Det er den, der er anledningen til Johnny Larsens angreb på Joachim B. Olsen.

"Jeg vil ud med, at man ikke skal træde på de svageste i samfundet. Dem med de mindste og færreste kræfter," siger Johnny Larsen.

Han mener ikke, det kan nytte at tro, at enhver er sin egen lykkes smed og alle kan blive konger.

"Når Joachim B. Olsen har været kuglestøder og ikke 100 meterløber, er det fordi, det var det hans genetiske materiale rakte til. Sådan er det med os alle sammen. Vi har ikke alle de samme chancer. Nogle er bedre til at klare modgang end andre. Nogle har haft gode forældre eller havde en dygtig lærer," siger han.

Joachim B.: Nu tager vi debatten

Joachim B. Olsen har selv fulgt udviklingen i debatten om blogindlægget og har overvejet om han skulle svare på indlægget.

"Men vi haft haft en travl uge i Folketinget, og jeg har også andre opgaver end at skrive indlæg. Nu tager vi debatten på tv og det er fint," siger Joachim B. Olsen.

Han afslog i første omgang at deltage på TV2 News, men siger, det udelukkende skyldes, at han gerne vil prioritere sin kone og to små børn weekenden.

"Nu kan jeg forstå fra flere sider, at jeg ikke tages seriøst, hvis jeg ikke stiller op til debat, og det kan vi jo ikke have," siger han.