Jesper Larsen på 44 trives ikke med at være ledig. Foto: Privat

Jesper blev fyret i lufthavnen: Stressende ikke at kende fremtiden

20. sep 2020, 07:30
Jesper Larsen er blot en blandt cirka 4.000, der har mistet sit arbejde i Københavns Lufthavn under coronakrisen. Det er ikke så meget jobbet, men atmosfæren på Danmarks største arbejdsplads han vil savne.

I fem år havde Jesper Larsen job i handlingsselskabet Menzies Aviation i Københavns Lufthavn. Han havde ikke regnet med, at arbejdet var et, han skulle have resten af livet. Men han havde regnet med, at arbejdspladsen var dér, hvor han skulle have sin daglige gang, til han gik på pension. 

LÆS OGSÅ: Frida blev fyret fra Jet-Time: 'Det ramte mig som et granatchok'

I starten af april fik han en mail fra sin leder om, at han, ligesom langt de fleste af hans kolleger i firmaet, havde mistet sit arbejde.

Omtrent den samme besked har cirka 4.000 ansatte med tilknytning til lufthavnen fået, siden coronavirussen lammede flytrafikken i marts.

Lufthavnen er et lille samfund i samfundet. Man kender super mange mennesker derude, ikke ved navn, men man kender deres ansigt
Jesper Larsen, tidligere ansat i lufthavnen 

A4 Arbejdsliv har talt med en håndfuld af dem, der nu skal til at vænne sig til en dagligdag uden lyden fra flymotorer og rullekufferter. Fælles for dem alle er, at de har nævnt den helt særlige stemning, der er på Danmarks største arbejdsplads, og som gør jobbet til noget helt særligt:

- Det er svært at beskrive, hvad det er. Lufthavnen er et lille samfund i samfundet. Man kender super mange mennesker derude, ikke ved navn, men man kender deres ansigt. Der er så mange mennesker fra forskellige kulturer og samfundslag samlet. Og fælles for alle os, der har lufthavnen som arbejdsplads, er, at vi er afhængige af hinanden på den ene eller anden måde for at få vores job til at fungere. Selvom arbejdet til tider kan være rutinepræget, så er der ikke en dag, der er ens, fordi der hele tiden sker så meget uforudset i en lufthavn, fortæller den 44-årige Jesper Larsen.

Manglede papir på jobbet

Hans job som turnaround-koordinator bestod blandt andet i at koordinere mange af de ting, der skal være styr på op til en flyvning. Det var ham, der sørgede for, at der var bro på ved gaten, at der var catering på flyet, og at det stod på skærmene, hvis et fly var forsinket.

- Jeg kunne lide at have ansvaret for, at alting spillede op til en afgang, og jeg kunne lide at være firmaets ansigt udadtil.   

Det er med tiden mere og mere tvivlsomt, om han vender tilbage til et job på den arbejdsplads, han holder af.

- Jeg lever ikke med den drøm mere. Da jeg fik mailen, var jeg overrasket, og jeg gik længe i sådan et limbo, hvor jeg troede, at jeg ville blive genansat. Det var hårdt især i tiden efter, hvor jeg langsomt blev klar over, at jeg ikke kom tilbage til mit arbejde. Det, der gør mig mest stresset, er, at jeg ikke kender min fremtid, siger Jesper Larsen, der nu planlægger at uddanne sig til ejendomsadministrator eller projektleder.

Jeg hader at være arbejdsløs. Jeg hader ikke at have noget at lave. Jeg savner at møde nye mennesker, og jeg savner at føle mig nyttig
Jesper Larsen, tidligere ansat i lufthavnen 

Det er uddannelsesmuligheder, som han er blevet gjort opmærksom på gennem lufthavnens nye jobcenter, Jobcenter CPH, som er støttet med midler fra varslingspuljen, der kan benyttes ved store fyringsrunder.

- Præmissen var, at jeg gerne ville finde et arbejde, hvor jeg kunne bruge de kompetencer, jeg havde fra mit arbejde i lufthavnen. Jeg kan jo en masse omkring koordinering, men det er jo ikke noget, som jeg som sådan har papir på.

Derfor har jobcentret også hjulpet ham med at lave et kompetence-CV og med at komme i gang med at skrive nogle ansøgninger.

- I stedet for bare at notere de ting, som jeg har arbejdet med, som jeg ville gøre på et almindeligt CV, har jeg lært at få dem konkretiseret til nogle kompetencer, som jeg også kan bruge i andre job også.

Savner struktur

Der er nu gået cirka fem måneder, siden Jesper Larsen mistede sit arbejde. Han har prøvet at være arbejdsløs et enkelt år tidligere. Det var lige inden, han fik arbejdet i lufthavnen, og det er langt fra noget, som han trives med:

- Jeg hader at være arbejdsløs. Jeg hader ikke at have noget at lave. Jeg savner at møde nye mennesker, og jeg savner at føle mig nyttig.

Han var derfor også ivrig efter at komme i gang med et forløb via det nye jobcenter, der blev oprettet under coronakrisen, netop for at hjælpe opsagte ansatte i og omkring lufthavnen allerede i opsigelsesperioden.

Man kan ret nemt ryge i Netflix-fælden. Jeg sørger for at holde mig nogenlunde i gang mellem klokken 8 og 16
Jesper Larsen, tidligere ansat i lufthavnen 

- Jeg fik hurtigt hjælp, så overgangen fra at være i arbejde til at blive arbejdsløs blev mere glidende. Det var vigtigt for mig at holde mig aktiv. Jo hurtigere indsatsen er, jo mindre bliver skaden. Det var rart, at der var nogle, der stod klar til at kunne hjælpe, når man bliver kastet ud i noget, man ikke har været vant til.

Menzies Aviation benyttede sig ikke af lønkompensationordningen, så Jesper Larsen stod reelt uden arbejde fra den dag i april, hvor han modtog mailen. Han får dog stadig løn i sin opsigelsesperiode, som udløber i slutningen af september. Selvom han ikke får et job inden, så skal han ikke leve af en dagpengesats, fordi han har tegnet en lønsikring gennem sit forbund.

- Jeg er ikke i en situation, hvor jeg skal gå fra hus og hjem. Men jeg bliver da nødt til at skære nogle ting fra i dagligdagen, siger Jesper Larsen, der bor alene i Gammel Holte, når han ikke har sine tre børn hos sig, som han deler med deres mor.

En af udfordringer ved at være arbejdsløs, udover at få pengene til at række, er at få struktur i dagligdagen.

LÆS OGSÅ: Carsten blev fyret fra lufthavnen: 'Man bliver først klog, når man har mistet'

- Man kan ret nemt ryge i Netflix-fælden. Jeg sørger for at holde mig nogenlunde i gang mellem klokken 8 og 16. Jeg starter med at løbe en tur eller træne, og så bruger jeg fire til fem timer på at lede efter job eller uddannelse.

Serie: Kastrup i knæ

Før coronakrisen var der 22.000 ansatte i 1.000 virksomheder i og omkring Københavns Lufthavn. Flere tusinde har mistet deres job i takt med at hjælpepakkerne er rindt ud. A4 Arbejdsliv går tæt på nogle af de ansatte og på den kæmpe økonomiske krise, som lufthavnen står i. En krise, der rammer mennesker og deres drømme, familier og lokalsamfund. I en fælles indsats søger politikere, virksomheder, fagforeninger og Tårnby Kommune at få de ansatte til at lande bedst muligt efter en uønsket mental lufttur.  

Andre artikler i samme serie:

SAS fyrer 1.593 ansatte: Cheflønninger tilbage på niveau

80 Falck-ansatte fyret: Nu er der særlig hjælp på vej

Jobcenter åbner i Københavns Lufthavn

Martin er ansat i lufthavnen: I dag får han besked om han er fyret

228 ansatte fyret: "Det er fuldstændig forfærdeligt"

Ole og Pia er hjemsendt fra lufthavnen: Nu får Ole besked, om han er fyret

Jobcenter uden krav og kontrol åbner: - Det kan blive fremtiden

Hummelgaard efter masse-fyringer: 'Vi kunne ikke have gjort mere'

Ole i sorg over fyringer i SAS: 'Min familie er revet midt over'

Søren mistede sit drømmejob i SAS: 'Man slipper ikke livet i luften'

Min far var 34 år i lufthavnen: Nu er hans arbejdsliv forbi

Carsten blev fyret fra lufthavnen: 'Man bliver først klog, når man har mistet'

Frida blev fyret fra Jet-Time: 'Det ramte mig som et granatchok'