Jeppe Seide Hansson kan glæde sig over, at han formentlig snart er i arbejde igen.- Jeg har søgt tre køkkenchefstillinger, som jeg har været til samtale på, og jeg regner med at kunne starte allerede i næste måned i en af stillingerne.    Foto: Privat

Jeppe mistede jobbet under corona: Måtte kigge langt efter dagpenge

21. jun 2020, 09:00
27-årige Jeppe Seide Hansson er uddannet kok. Han har stort set altid haft et arbejde. Det havde han også, da han blev ledig under coronakrisen, alligevel kunne han ikke få dagpenge det første stykke tid.

I næsten en måned havde Jeppe Seide Hansson, der er uddannet kok, nærmest ingen indkomst. Ligesom så mange andre blev han arbejdsløs i marts på grund af coronakrisen. Han var dog sikker på, at han kunne få dagpenge, da han gennem halvandet år havde betalt til en a-kasse.

LÆS OGSÅ: Ny analyse: Ledighed under coronakrisen rammer unge nordjyder hårdest

Men sådan gik det ikke. For den 27-årige kok fik nemlig besked fra sin a-kasse i Det Faglige Hus om, at han havde tre ugers karantæne - altså tre uger, hvor han ikke var berettiget til dagpenge.

Årsagen var, at Jeppe Seide Hansson var selvforskyldt ledig. Det skrev a-kassen i et brev til Jeppe Seide Hansson den 6. maj.

- Jeg har altid arbejdet, jeg har betalt til en a-kasse igennem halvandet år, og så ender jeg med ikke engang at have råd til at betale min egen husleje. Det, synes jeg, er urimeligt, og jeg føler mig dybt svigtet af min fagforening og a-kasse, fortæller Jeppe Seide Hansson til A4 Arbejdsliv. 

Sagde selv op

Sagen er den, at Jeppe Seide Hansson den 31. januar sagde sin faste stilling op hos Compass Group, hvor han arbejdede som kok. Han havde selv ytret ønske om at prøve at arbejde i en anden kantine og blev enig med sin leder om at træde over i en vikarordning i samme firma allerede dagen efter, han stoppede i sin faste stilling.

Compass Group faciliterer catering og kantineordninger for en lang række virksomheder, og der var derfor mulighed for, at han kunne finde en anden kantine, hvor han ville trives med at arbejde.

Hvis man opsiger en fuldtidsstilling for at gå i et arbejde, hvor man ikke er garanteret timer, så har man bragt sig selv ud i risiko for ledighed, og når man så kommer inden for tre måneder og beder om offentlig forsørgelse, så får man  karantæne
Maria Munk Petersen, jurist i Det Faglige Hus - A-kasse

Det var altså i Jeppes Seide Hanssons egen interesse at sige sin faste stilling op for at indgå i en vikarordning. Men dagpengereglerne er således, at hvis du selv siger en stilling op, så er du selvforskyldt ledig og får derfor tre ugers karantæne. Den regel gælder i tre måneder efter opsigelsen.

Men Jeppe Seide Hansson opsagde sin stilling blot for at overtage et andet job. Derfor er han overrasket over, at han skal straffes med tre uger uden dagpenge.

Du skal være garanteret timer

I en bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed står der, at 'et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis det skyldes, at medlemmet skal overtage et arbejde af mere end 5 ugers varighed'. Jeppe Seide Hansson nåede at arbejde i mere end fem uger i sit vikarjob, ligesom han nåede at have cirka 90 vikartimer i måneden op til, at han meldte sig ledig, men det er i og for sig ligegyldigt.

Det Faglige Hus vil ikke kommentere den konkrete sag, men Maria Munk Petersen, der er jurist i Det Faglige Hus - A-kasse, vil gerne fortælle om de generelle regler, der er i forbindelse med selvforskyldt ledighed:

- Hvis man har et fuldtidsarbejde og overtager et andet fuldtidsarbejde, som man derefter bliver fyret fra, så skal man som udgangspunkt ikke have en karantæne. Men hvis man opsiger en fuldtidsstilling for at gå i et arbejde, hvor man ikke er garanteret timer, så har man bragt sig selv ud i risiko for ledighed, og når man så kommer inden for tre måneder og beder om offentlig forsørgelse, så får man en karantæne.

Hvis jeg bare havde vidst, at jeg ville ende her, så havde jeg skyndt mig at finde et job i en 7-Eleven, eller jeg havde søgt om at få mine feriepenge til udbetaling
Jeppe Seide Hansson, kok 

Det er altså den regel, som Jeppe Seide Hansson er ramt af. Så selvom han dagen efter, han opsagde sit faste job, overgik i et nyt job, hvor han fik vikartimer de fleste af månedens dage, var han ikke garanteret timer, og derfor er han altså selvforskyldt ledig. 

Hvad hvis man har arbejdet fuldtid eller mere end fuldtid efter sin opsigelse, gælder reglen så også?

- Ja det gør den, for det handler om, hvad du er garanteret i den nye stilling. Og hvis du ikke er garanteret nogle timer, så kommer du i karantæne. Men hvis du først kommer tre måneder efter, at du går fra 37 timer til 0 timer, så er der ingen karantæne, forklarer Marie Munk Petersen.

Havde søgt kontanthjælp

Jeppe, burde du ikke selv have tænkt over, at det ville få konsekvenser for din ret til dagpenge, at du sagde et fast job op?

- Jeg har arbejdet, siden jeg var 17 år, og jeg havde masser vikartimer, inden coronakrisen ramte. Jeg havde aldrig regnet med at stå uden arbejde, og det var heller ikke sket, hvis ikke coronakrisen var kommet, så det var ikke noget, jeg tænkte over.

Som bekendt er kravene til både dagpengemodtagerne og kontanthjælpsmodtagerne blevet lempet under coronakrisen. Blandt andet blev beskæftigelsesindsatsen for dagpengemodtagerne sat på pause, det samme gjorde 225-timers-reglen for kontanthjælpsmodtagere. Men kravene om selvforskyldt ledighed gælder altså stadig, fordi Jeppe Hansson sagde sit faste arbejde op inden coronakrisen: 

- Der burde være andre vilkår, der gjaldt, ligesom det har været for så mange andre under krisen. Det var jo coronaen, der var skyld i, at alle kantinerne lukkede, siger han. 

Det ærgrer Jeppe Seide Hansson, at han ikke var opmærsom på reglen om selvforskyldt ledighed:

- Hvis jeg bare havde vidst, at jeg ville ende her, så havde jeg skyndt mig at finde et job i en 7-Eleven, eller jeg havde søgt om at få mine feriepenge til udbetaling. Nu er jeg i en situation, hvor jeg har måttet låne penge af min mor til at betale min husleje. Ligesom jeg har måttet leje et værelse ud i min lejlighed.

Jeppe Seide Hansson har sendt en klage over a-kassens afgørelse til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og til Center for Klager om Arbejdsløshedsforsikring i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

LÆS OGSÅ: 23-årige Kathrine røg pludselig på kontanthjælp: 'Det hænger slet ikke sammen'