Jenserne føler sig ydmyget i rødt træningstøj

10. feb 2010
Det er pinligt, ydmygende og upraktisk, klager værnepligtige, der i årevis har forsøgt at slippe ud af det røde bomuldstræningstøj.

Danske værnepligtige synes, de ligner fjollede julenisser og ikke stolte soldater, når de modvilligt trækker i det knaldrøde træningstøj, som har været standardpåklædning i forsvaret siden 1980’erne.

Gennem en årrække har de forsøgt at overbevise forsvarsledelsen om, at "jordbærdragten" eller "den knaldrøde nissedragt", som munderingen kaldes, skal udskiftes med noget "mindre iøjnefaldende og mere tidssvarende" træningstøj.

"Dragten har meget længe været et irritationsmoment for de værnepligtige. Den er upraktisk, og soldaterne synes, at de ser fjollede ud - som julenisser," siger Michael Jensen, der er forbundssekretær i soldaternes fagforening, Hærens Konstabel- og Korporalforening, HKKF, der også varetager værnepligtiges interesser.

"Forsvaret har lovet at skifte den røde dragt ud med tidssvarende træningstøj, men dette bliver gang på gang udskudt på grund af rod i økonomien," fortæller Michael Jensen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"fut-tøj"

"Fysisk uddannelse og træningstøj fra Hærens Materiel Kommando", som det røde tøj officielt hedder, forkortes "fut-tøj" og benyttes aldrig i såkaldt skarpe situationer – altså under krig.

Alligevel synes en tidligere udsendte soldat, Jess Jørgensen, at forsvaret omgående bør udskifte det røde tøj til en tidssvarende træningsdragt i en vandafvisende kvalitet - og det i diskrete, mørke farver.

"Spraglet spadseredragt fra firserne"

"En ting er, at det er tungt og ubehageligt at have på. Noget andet er, at det er ydmygende at indoktrinere os til altid at skjule sig for fjenden for efterfølgende at tvinge os til at trække i en spraglet spadseredragt fra 80'erne og sende os ud i en grøn skov, hvor vi lyser op som teletubbies."

Rasmus Vejen Nielsen, der i 2008 aftjente sin værnepligt, er enig.

"Det var ingen i vores deling, der tændte på den hidsige røde farve, det var tungt og upraktisk at løbe i – især i regnvejr," siger han.

Tøjdesigner: "Det er in"

Tøjdesigner Mette Georgio, der sælger modetøj gennem virksomheden Gio Mio, forstår ikke soldaternes utilfredshed.

"Den knaldrøde farve er meget in – det samme er slim legs - og slim fit-look er super trendy," siger hun med henvisning til det kropsnære design.

"Reflekserne er også med i modebilledet nu. De kunne dog placeres på en federe måde på bukserne eventuelt på sidesømmene," foreslår hun og priser tøjets 80'er-agtige kitch-look.

Noget tyder da også på, at Mette Georgio ikke er den eneste, der synes om tøjet. Overskudslageret 417 Armyvarer, der sælger militært udstyr til private, melder nemlig om forrygende gang i salget af det røde træningstøj.

Det er kutyme i forsvaret, at værnepligtige for egen regning udskifter træningstøjet, når rekruttiden er overstået. Først da er det tilladt.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Forsvarets Materieltjeneste, der er ansvarlig for soldaternes udrustning.

"Ydmygende"

"Det er ydmygende at indoktrinere os til altid at skjule sig for fjenden - for efterfølgende at tvinge os til at trække i en spraglet spadseredragt fra firserne og sende os ud i en grøn skov, hvor vi lyser op som Teletubbies."


Jess Jørgensen, fhv. udsendt soldat.