Mias kollega blev dræbt på jobbet: 'Jeg vil have handling nu'

10. jan 2021, 09:45
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]
Mia Kristina Hansen var kollega til Vivi Nielsen. Hun blev stukket ihjel af en beboer den 25. marts 2016 på Center Lindegården, et psykiatriske bosted.

- Jeg sagde det jo, har jeg haft lyst til, at råbe højt mange gange i mit arbejdsliv, når det som jeg har prøvede at advare om, sker i virkeligheden.

Jeg sagde det højt, da min kollega Vivi Nielsen blev stukket ihjel med en kniv, af en beboer på det socialpsykiatriske bosted, hvor jeg arbejdede.

Efterfølgende har jeg advaret om, at det kan ske igen!

LÆS OGSÅ: Efter endnu et drab: Problemer med vold på bosteder er massive

Drabene på ansatte på de pågældende socialpsykiatriske bosteder skete, fordi der er nogle grundlæggende forhold, der ikke er i orden. Det betyder, at det kan ske alle steder. 

Og nu er det så sket igen, 29-årige Yamma blev stukket ihjel, mens han var på arbejde på et socialpsykiatrisk bosted.

Den gang Vivi blev stukket ihjel, havde både mine kolleger og jeg gennem længere tid udtrykt bekymring omkring arbejdsforholdene på bostedet.  Så da der efter drabet blev talt om, at det var sket, fordi vi som ansatte ikke var klædt godt nok på fagligt, blev jeg sur.

Drabene på ansatte på de pågældende socialpsykiatriske bosteder skete, fordi der er nogle grundlæggende forhold, der ikke er i orden. Det betyder, at det kan ske alle steder. 
Mia Kristina Hansen

Fordi jeg oplevede, at de beboere som flyttede ind var syge og havde brug for mere hjælp end den vi kunne give. Personalenormeringen var ikke høj nok til, at vi kunne bruge vores faglighed.

Min oplevelse er, at økonomien ofte bliver brugt som styringspunkt, hvor jeg som ansat får fortalt, at der ikke er penge i budgettet. At nu må vi rykke sammen og yde mere, fordi ellers kan vi risikere at blive fyret, fordi der ikke er penge til lønninger. Det gælder både de kommunale og private bosteder.

Det betyder, at jeg som ansat rykker mine grænser, fordi jeg gerne vil fremstå som en god medarbejder, som er loyal over for min leder og mine kollegaer. Jeg indordner mig og finder mig i urimelige arbejdsvilkår, fordi jeg føler, at jeg ellers kan være skyld i, at enten en kollega eller jeg selv mister arbejdet.

LÆS OGSÅ: Mia Kristina Hansens bøn: Hjælp psykiatrien nu!

Jeg vil gerne have, at debatten om hvorfor ansatte bliver udsat for vold, trusler og drab, kommer helt ned på gulvet hos os ansatte. Det er os, der hver dag må gå på kompromis med vores faglighed, og så efterfølgende høre om, at det sker, fordi vi ikke er uddannet godt nok og/eller ikke er faglige nok.

Jeg vil have, at der bliver et arbejdsmiljø, hvor jeg bliver taget alvorligt som ansat. I stedet for at få af vide, at jeg skal være robust, og at jeg skal styrkes i at klare arbejdspresset. Og at nu må jeg huske at fokusere på, at fortælle om de gode historier.

Jeg vil have, at der bliver et arbejdsmiljø, hvor jeg bliver taget alvorligt som ansat. I stedet for at få af vide, at jeg skal være robust, og at jeg skal styrkes i at klare arbejdspresset. Og at nu må jeg huske at fokusere på, at fortælle om de gode historier.
Mia Kristina Hansen

Jeg vil have sænket arbejdspresset, så der kan blive skabt et godt arbejdsmiljø, hvor der er tid og tryghed til at jeg kan bruge min faglighed. Et arbejdsmiljø hvor der er tid til supervision og kompetenceudvikling. I stedet for at det skal presses ind i en i forvejen travl hverdag.

Når det er hverdagen, er jeg ikke 100 procent til stede. Så har jeg efterfølgende ikke tid til at reflektere og bruge det, jeg lige har lært.

Jeg vil have akutte konkrete handlinger nu, som vil skabe værdige vilkår for alle i psykiatrien!