Mias kollega blev dræbt på jobbet: Tør jeg fortælle min historie?

5. aug 2019

Jeg har været udannet som pædagog i 20 år. På min tidligere arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.

For ikke så mange uger siden var jeg ude for en voldsom oplevelse, hvor jeg blandt andet blev truet på livet. Personen blev anholdt af politiet og kørt til indlæggelse. Få timer efter var personen ude igen.

Jeg ville ønske, at jeg turde fortælle om hele oplevelsen, men jeg er bange for, at jeg bryder min tavshedspligt. Jeg kan mærke, at som årene går, er jeg ikke længere så modig i forhold at fortælle, om de oplevelser jeg har i kraft af mit arbejde som pædagog i socialpsykiatrien.

Det er mere end tre år siden, at min kollega Vivi Nielsen blev stukket ihjel med en kniv af en beboer på Lindegården i Roskilde, imens hun var på arbejde. Drabet på Vivi var det femte drab på en ansat i socialpsykiatrien i en periode på fire år. Det er drabet på Vivi, der gav mig modet til at fortælle om den virkelighed, som jeg oplever som ansat i socialpsykiatrien. Jeg fik modet dengang, fordi jeg blev så vred over, at politikerne på landsdækkende tv sagde, at det skete, fordi vi som personale, ikke var klædt godt nok på.

Jeg har i årene efter fortalt historier om mine oplevelser fra Lindegården: at jeg selv og mine kollegaer er blevet udsat for vold og trusler, når en beboer blev så syg, at han/hun var til fare for sig selv og andre. Mit håb har hele tiden været, at mine historier fra virkeligheden ville være med til at få politikerne til at prioritere psykiatrien, at de ville oprette flere sengepladser og ansætte tilstrækkelig med personale, så mennesker, der får en psykisk sygdom, kan blive behandlet og indlagt, når det er nødvendigt.

Det har ikke ændret sig

Jeg oplever, at politikerne har lavet nogle tiltag, men desværre er min oplevelse, at de tiltag ikke har ændret det store billede.

Jeg arbejder ikke længere på Lindegården, men har fået arbejde i et privat firma. Her er en af mine opgaver at være støtte/kontaktperson for personer med en eller flere psykiatriske diagnoser. Jeg er meget glad for mit arbejde, og som regel er mine arbejdsdage rolig og hyggelige.  Men jeg oplever stadig, at borgere, der bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling, bliver udskrevet hurtigt igen. Så det er præcis de samme problemstillinger, jeg møder nu, som dengang min kollega blev slået ihjel for tre år siden.

Men jeg tør ikke længere fortælle om mine oplevelser offentligt, fordi jeg ikke føler mig sikker på, om jeg rent lovmæssigt må. Jeg vil så gerne fortælle om de oplevelser, jeg har, hvor borger, der bliver til fare for dem selv og andre, bliver udskrevet fra psykiatrien kort tid efter, at de er blevet afleveret der af politiet. Eller om hvordan borgere, der selv henvender sig på den psykiatriske skadestue, fordi de kan mærke, at det er ved at gå galt, bliver sendt hjem igen efter en kort snak med lægen. 

Følelserne bobler inde i mig og kalder på hjælp fra politikerne. Det er som om, at hvis ikke historierne bliver fortalt, præcis som de forgår, hvis ikke det groteske, som jeg oplever bliver sagt højt, så er det nemt at bagatellisere problemet.

Mit inderste ønske er, at der ikke er flere personer, der mister livet, det gælder både i socialpsykiatrien og behandlingspsykiatrien. At der bliver tilført de ressourcer og tiltag, der skal til, så psykiatrien kan blive et trygt at være, både som ansat og som borger.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her