Jeg slæber tre ton maling om dagen

27. jan 2011
Ny undersøgelse peger på, at omkring halvdelen af landets butiksansatte føler smerte på grund af tunge løft.

Der slæbes og løftes hårdt i butikkerne. Så hårdt, at mange ansatte har ondt, når de får fyraften.

En ny rundspørge fra fagforeningen HK Handel peger på, at det fysiske arbejde ofte tager overhånd.

Rundspørgen viser, at seks ud af ti ansatte i handelsbranchen i løbet af det sidste halve år har følt fysiske smerter på grund af dårligt arbejdsmiljø.

"Svarer disse tal til forholdene i hele branchen, så har flere end 100.000 ansatte disse direkte følger af arbejdet. Det er tal, som er alt for høje, og det bør tænde en alvorlig advarselslampe hos en lang række arbejdsgivere," siger HK Handels arbejdsmiljøkonsulent Birte Haugaard.

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Fordel arbejdet

Arbejdstilsynet har særligt fokus på det fysiske arbejdsmiljø i dagligvarebranchen.

Ifølge tilsynschef Palle Graversgaard fra Arbejdstilsynets Region Syddanmark er problemet, at det fysiske arbejde ofte er placeret hos få af de ansatte, som dermed overbelastes.

"Butikscheferne har et særligt stort ansvar for, med jævne mellemrum, at fortælle ansatte om gode løfterutiner og fornuftig fordeling af arbejdsopgaverne mellem alle," siger han til Avisen.dk.

 

Tre ton malerspande

Henrik Dan Larsen arbejder i et byggemarked i Fredericia. Han fortæller, at han nogen dage bærer op i mod tre ton malerspande rundt i butikken.

"Problemet er, at vi egentlig ikke har udstyret til at bære varerne rundt i butikken. På lageret er det i orden, men i butikken må vi selv bære rundt på det."

Henrik Dan Larsen siger, at hans chefer har fokus på at få et godt arbejdsmiljø, men butikken har ikke kunnet finde noget udstyr endnu, som har løst problemerne.

"Jeg skal tit bære mange spande med 20 liter maling rundt i butikken, men det allersværeste er, når jeg skal stable noget over hovedhøjde. Så kan det gøre ondt sidst på dagen," siger han.

 

Ingen alarmklokker

Dansk Erhverv er brancheorganisation for butikker og lager i Danmark. Her ser arbejdsmiljøchef Rikke B. Ørum ingen grund til at lade alarmklokkerne gjalde på grund af HK Handels rundspørge:

"Rundspørgen skal tages med et gran salt, for det er jo medlemmernes egen vurdering af deres helbred. Der er også forskel på sund ømhed og så reelle rygproblemer for eksempel. Det siger undersøgelsen intet om."

Rikke B. Ørum peger på, at mange jo dyrker fitness i fritiden - ofte så meget, at de får ondt, mener hun.

Dog erkender arbejdsmiljøchefen, at det ikke er alle butikschefer, som husker at købe tilstrækkelige hjælpemidler til deres ansatte.

"For det første skal man købe en sækkevogn eller et rullebord! Alt andet er en dårlig investering. Derefter skal man gøre alt for at informere om den rigtige løfte- og bæreteknik," siger Rikke B. Ørum.

Har du tunge løft?

Fagforeningen HK Handel har lavet en rundspørge blandt 558 af deres medlemmer:

  • Seks ud af ti svarer, at de har oplevet at få smerter i forbindelse med jobbet inden for de seneste seks måneder.
  • Halvdelen af de adspurgte siger, at de har mange løft på jobbet.
  • Fire ud af ti medlemmer svarer, at disse løft ofte er i den tunge ende.