Jeg ser kun min søn, når han sover

23. feb 2012
Simone hader de sene arbejdstider, som butiksansat. Så skal sønnen puttes uden godnatkys. Lige nu forhandler HK Handel ny overenskomst i skæret af lukkelovens endeligt.

"Vi holder Emilio en time længere oppe i forhold til andre børn, vi kender. Men det er altså nødvendigt, hvis man vil se sit barn. Sådan er tøjbranchen," siger Simone Ascia Hansen.

De sene vagter og skæve arbejdstider er det værste ved at være nybagt far og butiksansat , forklarer han.

Arbejdstiderne betyder nemlig, at han "alt for ofte" kun når at se sin etårige søn, Emilio, om morgenen, inden den lille skal i vuggestue.

”I fredags kom jeg hjem kvart over otte om aftenen. Der sov Emilio, så måtte jeg vente til næste morgen med at se ham. Sådan er det alt for ofte, og det er hårdt i længden,” siger Simone.

Han har fået ekstra 'e' i fornavnet fra sine sicilianske forældre.

Farvel lukkelov

Han er en af de knap 150.000 butiksansatte, som HK Handel lige nu forhandler ny overenskomst for. Efter flere dages tænkepause sætter parterne sig til bordet igen torsdag eftermiddag.

Tillægsbetaling for 'skæve' arbejdstider og loft over antallet af lørdags-, og søndagsvagter med mere brænder endnu varme på forhandlingsbordet.

Det er særligt relevant i lyset af, at lukkeloven i store træk forsvinder til efteråret.

Drop jobbet, siger kæresten

Som tingene er i dag er Simones kæreste allerede godt træt af de sene vagter.

"Hun vil gerne have, at jeg skifter branche, så der bliver mere tid til hende og Emilio. De fleste weekender bliver lidt ødelagt, når der er weekend-åbent," siger Simone.

Han har selv lagt planer om et jobskifte inden for en toårig periode. Det skal være "8-16".

Længere åbningstider, ohøj!

Simone er faktisk glad for sit arbejde i Jack & Jones på strøget i Aarhus. Det er bare svært at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen.

Og med ændringerne i lukkeloven fra 1. oktober, bliver det sværere, tror Simone.

I praksis betyder det nemlig, at butikkerne kan holde åbent 24 timer i døgnet. Ugen ud, året rundt på nær enkelte helligdage.

Derfor er Simone ikke i tvivl om, at det får betydning for ham, om den nye overenskomst rummer en ekstra sikring omkring åbningstider og weekendvagter.[pagebreak]

”Jeg tror, at vi vil få halvanden timer længere åbent i hverdage. Altså åbent for kunder fra 10-19. Måske endnu mere søndagsåbent, men jeg håber det ikke," siger han.

Take it or leave it

I tøjbranchen skal du arbejde på de tidspunkter, som arbejdsgiverne bestemmer sig for at holde åbent, siger Simone. Kan du ikke det, kan du glemme det.

”Ellers er det ikke i Jack & Jones, jeg skal være, hvis det kommer til det. Det ved jeg, at man vil sige. På det punkt er det meget kontant i tøjbranchen. Det er kroner og ører," siger Simone.

Simone blev faglært butiksmedarbejder i 2005. Han har arbejdet hos Jack & Jones i et år. Den første tid var det meget i Bruuns Galleri i M.P. Bruuns gade i Aarhus.

Skiftede butik for at få tid til sønnen

”Jeg skiftede til forretningen på strøget, fordi de lukkede tidligere. Og jeg ville have mere tid til min dreng, min kæreste Cecilia, familien og vennerne,” siger Simone.

Hvis nogen skulle være i tvivl, er buen mellem arbejdslivet og familiefronten rigeligt spændt.

”I denne uge har jeg én, to, tre, fire … næsten fem dage, hvor jeg lukker,” tæller 28-årige Simone.

Den slags vagter løber lige nu fra 08-17.45, fortæller han. Overtiden kan på sigt afspadseres, men det sker i hverdage, hvor Cecilia ikke er hjemme.

"Sådan er tøjbranchen"

Når han har gjort kassen op, trykket alarmen til og drejet nøglen om i tøj-butikken tager det cirka en time at komme med bussen de ni kilometer til lejligheden i Lystrup uden for Aarhus.

De fleste dage når han "heldigvis" at give Emilio sit aftensmad og et bad, inden han skal puttes.

skjultitel

I fredags kom jeg hjem kvart over otte om aftenen. Der sov Emilio, så måtte jeg vente til næste morgen med at se ham. Sådan er det alt for ofte, og det er hårdt i længden.

Simone Ascia Hansen
28-årig tøjsælger og far til Emilio på et år.

Jack & Jones, Aarhus