Jeg har aldrig oplevet noget lignende

5. nov 2009, 06:01
Iskold luft i HK Hovedstaden: Formand blev væltet efter intern strid og få dage efter hendes ægtemand døde

"Jeg har aldrig oplevet noget lignende."

Poul Drews, formand for HK Stat i Hovedstaden er stadig rystet over det mistillidsvotum, som i sidste uge kostede Eva Arnhild posten som formand for HK Hovedstaden.

Anledningen daterer sig tilbage til sommeren, hvor HK Hovedstaden - sammen med HK Østjylland - stemte imod forbundets skrantende budget for 2010. Dvs. de fem sektorformænd fra HK Hovedstaden stemte imod - fællesformanden, Eva Arnhild, stemte for. Det blev dråben for tre af de fem sektorformænd.

I forvejen var der utilfredshed med Arnhilds ledelse af afdelingen og budget-afstemningen fik vandet til at løbe over - resultatet blev et mistillidsvotum.

Mistede mand efter længere tids sygdom

Det var Simon Tøgern, hovedstads-formand for HK It, medie og Industri, Rene Knudsen fra HK Service og Winnie Axelsen fra HK Kommunal, der stod bag mistilliden til Eva Arnvild og i stedet gjorde Winnie Axelsen til formand.

Modstanderne var, udover Poul Drews, også Per Tønnesen fra HK Handel i Hovedstaden.

Resultatet er en afdeling, der er splittet og hvor tonen er iskold. Den enighed, der tidligere var om en meget kritisk holdning til hovedforbundets økonomiske dispositioner, er nu afløst af sektorer, der ikke taler sammen. Tidligere blev der holdt 'hulemøder' om forbundets økonomi og hvor tanker om at skære i både støtten til hovedforbundet og til LO blev drøftet.

Manden døde af kræft

Det, der især har forarget ved fyringen, er måden, det er foregået på. Eva Arnhild blev præsenteret for sit mistillidsvotum få dage efter hendes ægtemand var død efter lang tids kræftsygdom.

"Hvis et af vores medlemmer blev behandlet sådan af en arbejdsgiver, ville vi stille med bål og brand," siger en kilde i HK Hovedstaden.

Det er slet ikke nok

Poul Drews er også forarget over fremgangsmåden, men han er mest vred over at sagen i følge hans begreber ikke kan bære et mistillidsvotum.

"Jeg stemte også modsat af Eva til budgettet - det var et spørgsmål om politik og taktik. Et mistillidsvotum skal man bruge, når der sker noget ekstraordinært, noget exceptionelt - og det er der ikke tale om her," siger han.

Der er dømt overtrådt

Eva Arnhild selv ønsker ikke at kommentere sagen - hun overvejer lige nu, hvad hun skal gøre efter den hurtige exit fra posten og forbundet, som hun har arbejdet for i 30 år.

For Simon Tøgern, som var bag mistilliden til Eva Arnhild, er hele essensen, at en formand ikke kan stemme imod sine folk.Så er det ud.

"Man repræsenterer ikke sig selv i Hovedbestyrelsen, man er tillidsrepræsentant. Og hvis man ikke følger spillereglerne som tillidsrepræsentant, er der dømt overtrådt," siger han.

Rene Knudsen fra HK Service mener, at sagen allerede er ved at være glemt:

"Det skal nok samle sig igen. Nu går vi fremad med de spillere, der er på og Eva Arnhild er ikke længere en af dem."