Jeg hænger fast med det yderste af neglene

2. dec 2012, 12:40
Mehmet Sari er en af de små butiksejere, som lukkeloven og finanskrisen står til at knuse. Butikken står til at gå konkurs, og samtidig mister hans kone dagpengene.

”Loven ødelægger os.”

Der er alvor i Mehmets mørke øjne, idet han læner sig ind over disken i sin lille vinbutik i Store Kongensgade i København.

Det er lukkeloven, han taler om. Siden den blev liberaliseret første oktober, må de store butikker holde åbent hver søndag. Det betyder døden for små butikker, har advarslen lydt længe.

For 51-årige Mehmet Sari er det virkelighed. Hans butik bløder i forvejen på grund af finanskrisen. Nu ser det ud til, at lukkelovsændringen har givet den dødsstødet.

”Før kunne det lige løbe rundt. Vi var de eneste, der havde åbent om søndagen, så der tjente vi nok til, at det gik. Men det er jo umuligt at konkurrere med Netto og Føtex,” siger Mehmet og vender begge tommelfingre nedad.

Hans kone mister dagpengene

Han er efterhånden nået til et punkt, hvor kunderne ikke lægger nok penge på disken til at dække butikkens husleje, forsikringer, parkering, reklameskilte og andre udgifter.

”Hvis det bliver ved, er jeg færdig. Jeg hænger fast med det yderste af neglene lige nu,” siger han og griber med hænderne om et reklameskilt for at illustrere.

Lukkeloven er ikke den eneste trussel, der lurer i horisonten for Mehmet Sari.

Hans kone Fatima er en af de mange, der mister dagpengene først i det nye år. Hun blev fyret fra sit job som køkkenmedhjælper for to år siden, og har ikke kunnet finde nyt arbejde. Dermed bliver familien presset af to lovændringer.

”Det er svært at finde arbejde for tiden. Og det er nok endnu sværere, når man er indvandrer,” siger Mehmet.

Boet i Danmark i 37 år

Han er født i Tyrkiet, men har boet i Danmark i 37 år, føler sig som dansker og som en del af samfundet. Og som andre kriseramte danskere er han frustreret og urolig for fremtiden.

”Jeg har ikke en uddannelse. Jeg er ikke elektriker eller maler. Jeg har bare en butik. Men den bliver også taget fra mig nu.”

Da han for syv år siden åbnede butikken i Store Kongensgade, havde han ikke forestillet sig, at det skulle ende sådan. Men da politikerne begyndte at snakke om at lave lukkeloven om, blev Mehmet Sari bekymret.

Ved den ene vinreol roder en høj, ranglet mand med grå hestehale rundt mellem de farvestrålende flasker.

”Han er ved at pynte op til jul,” forklarer Mehmet med et nik hen mod manden.

For selvom stemningen er trykket, går livet videre i butikken og julehyggen skal spredes. Så vil fremtiden vise, om vinbutikken stadig eksisterer, når pynten skal tages ned igen.