Man kan ikke beskylde Heidi Møller Hagedorn for at ligge på den lade side.

I 2011 blev hun færdig med sin uddannelse som SOSU-assistent, og siden har hun haft syv job.

- Ti, hvis man tæller jobbene med løntilskud og afløserstillingerne med, siger hun.

Nyhedsbrevet A4 Morgen
- giver dig overblik

Den 34-årige jyde kan 'smaddergodt' lide at arbejde med mennesker. Men kærligheden til SOSU-faget blev stille og roligt afløst af en følelse af uretfærdighed, da Heidi Møller Hagedorn i årevis måtte hoppe fra vikariat til vikariat uden udsigt til en fastansættelse.

LÆS OGSÅ: Midlertidige ansættelser og lunkne arbejdsvilkår præger offentlige arbejdspladser

Oplevelserne var lige ved at sætte en stopper for hendes karriere.

Følelsen af uretfærdighed ramte hende første gang, da hun blev tilbudt et vikariat for tredje gang på halvandet år på den samme arbejdsplads - et bosted for multihandicappede, som er drevet af Aabenraa Kommune.

Ren arbejdshest

- Jeg var en ren arbejdshest. Som vikar fik jeg af vide, at jeg ikke måtte være med til personalemøderne, fordi jeg skulle passe borgerne. I starten accepterede jeg det. Nok fordi jeg ikke vidste bedre, siger hun.

Efterhånden går det op for hende, at alle andre medarbejdere - inklusiv vikarerne -  deltager i personalemøderne. 

Foto: Maria Tuxen Hedegaard

Heidi Møller Hagedorn finder også ud af, at de fastansatte på arbejdspladsen bliver inviteret til MUS-samtaler med ledelsen, mens hun og de andre vikarer ikke indkaldes til samtalerne.

- Det er netop i MUS-samtalen, at man som medarbejder og leder kan komme ind på hinanden, og lederen kan få et indtryk af, om man gerne vil dygtiggøre sig, og om man har nogle ønsker til sit arbejdsliv. Hvis de havde tilbudt mig en MUS-samtale, ville det have givet mig en følelse af at blive hørt som medarbejder, siger hun.

Læs også: Forsker: Myte at offentligt ansatte har bedre arbejdsvilkår

En dag beslutter hun sig for at gå med til personalemødet.

- Jeg havde brug for at lette mit hjerte og blive klogere på, hvad der skete på afdelingen.

Da hun møder op, får hun besked på at gå igen.

- På det tidspunkt følte jeg mig lidt som hende, der kun kunne bruges, når der var sygdom. Jeg følte mig ikke som en del af personalegruppen, siger hun.

Hårdt slag

Afvisningen var et hårdt slag for Heidi Møller Hagedorn, og da hendes tredje vikariat på bostedet udløber, og hun kan konstatere, at de andre vikarer tilbydes fastansættelser, får hun nok.

Man begynder at tænke: Hvad skal der ske nu? Hvor skal jeg nu hen? Hvorfor er der ikke nogen, der vil have mig? Hvad gør jeg forkert?
Heidi Møller Hagedorn, SOSU-assistent

- Jeg følte mig ikke set og hørt. Mine kolleger var faktisk rigtig søde, men da jeg stoppede, var der kun en enkelt, der gav mig en lille afskedsgave. Jeg følte mig ikke værdsat på samme måde som det fastansatte personale, siger hun.

Men Heidi Møller Hagedorn lod sig ikke slå ud.

Hun søger et nyt vikariat på et plejehjem i Sønderborg i 2014, og i begyndelsen tegner det godt.

Kontakten til hendes leder er bedre, og hun får tilbudt at få sit eget ansvarsområde og inviteres med til personalemøderne.

Men indkaldelsen til MUS-samtalen udebliver fortsat, og da hun søger den faste stilling, som vikariatet dækkede over, får hun afslag.

- Der fik jeg virkelig en rend mig-følelse. En følelse af at blive pisset op og ned ad ryggen, for man føler, man giver sig hele tiden og knokler røven ud af bukserne. Man møder ind og arbejder i tide og utide og morgen og nat, siger hun.

LÆS OGSÅ: Frihed og indflydelse giver pote på en offentlig arbejdsplads

Foto: Maria Tuxen Hedegaard

I sommeren 2014 søger Heidi Møller Hagedorn videre, og i de følgende år hopper hun fra vikartjans til vikartjans.

Arbejdslivet slider på hende.

- Det er meget usikkert at være ansat midlertidigt, for man ved ikke, hvad der sker, når kontrakten udløber. Skal jeg ud og finde nyt job, eller kan jeg være heldig at få lov til at fortsætte?

Hak i selvtillid

Selvtilliden får også et hak.

- Man begynder at tænke: 'Hvad skal der ske nu? Hvor skal jeg nu hen? Hvorfor er der ikke nogen, der vil have mig? Hvad gør jeg forkert?', siger Heidi Møller Hagedorn.

Frustrationerne kulminerer i 2016, da Heidi Møller Hagedorn beslutter, at hun ikke længere vil arbejde som SOSU-assistent. 

- Jeg følte ikke, at jeg havde tid til at passe de mennesker, jeg skulle passe, og jeg følte konstant en usikkerhed på grund af vikariaterne. 

Hun får i stedet et job i Forsvaret som vagt i en asyllejr ved Søgård, men jobbet nedlægges efter kort tid, og i panik, som hun forklarer, søger hun tilbage til den kommunale hjemmepleje, hvor hun arbejder i et år, inden det lykkes hende at blive fastansat.

I dag arbejder Heidi Møller Hagedorn i en fast stilling på 30 timer om ugen som SOSU-assistent i Varde Kommunes hjemmepleje.

Første dag hun mødte ind på jobbet, blev hun budt velkommen med en stor buket blomster.

Glad for beslutning

- Jeg tænkte: ‘Hold da op, det var en flot gestus’.

Heidi Møller Hagedorn deltager også i personalemøderne, og hun føler, hun har fået flere rettigheder med sin fastansættelse.

- Jeg får rent faktisk lov til at komme på kursus, jeg har været til to MUS-samtaler, jeg har fået flere ansvarsområder, og det har selvfølgelig også givet mig mere ro at blive fastansat. Det betyder, at jeg ikke skal ud og søge et nyt job igen om et halvt år, siger hun.

Når hun i dag ser tilbage på sit arbejdsliv, synes hun, det er skræmmende, at hun har arbejdet ti forskellige steder på otte år.

- Men jeg er da glad for min beslutning om at fortsætte, for hvis jeg ikke skulle være SOSU-assistent, hvad skulle jeg så være?

Få de bedste historier fra A4 Arbejdsliv i din indbakke