Janne_H__gsh__j
Der mangler hverken farver eller personlige dimser på Janne Høgshøjs hjemmekontor i Odense. Det inspirerer hende og skaber større arbejdsglæde, fortæller hun. Foto: Privatfoto.

Janne elsker nips og farvekaos på hjemmekontoret: 'En grå betonvæg stimulerer ikke arbejdsglæden'

23. nov 2020, 06:00
I snart 30 år har Janne Høgshøj arbejdet hjemmefra som selvstændig med løbende afstikkere til fuldtidsjob, og hun har udviklet sin helt egen alternative opskrift på en inspirerende arbejdsplads.

Hun har altid været sådan, fortæller hun. En kulørt tusch i øjet på farveforskrækkede kolleger.

Janne Høgshøjs motto lyder: 

- Jeg vil have rammer, der krammer - ikke rammer, der lammer.

LÆS OGSÅ: Forsker: Hjemmearbejde er ikke længere kun for de privilegerede

Hun er 66 år, har sin egen idé- og eventvirksomhed og er desuden ansat som underviser på UCL Erhvervsakademi & Professionshøjskole.

Derudover rejser hun rundt og rådgiver og underviser i blandt andet kreativ konceptudvikling hos virksomheder, kommuner, skoler og andre kunder.

Siden 1992 har Janne Høgshøj været selvstændig med et fast hjemmekontor og har ved siden af haft "alle mulige fuldtidsjob" indenfor især kommunikation og markedsføring.

Hun er vant til at flytte arbejdsplads efter behov, og coronakrisen har derfor ikke vendt op og ned på hendes rutiner og arbejdsliv, sådan som det har været tilfældet for hundredetusinder af andre arbejdende danskere. 

Men uanset hvor hun har sat sig ned for at arbejde gennem årene, har hun gjort et nummer ud af at sætte et tydeligt personligt aftryk på arbejdspladsen.

En kontorarbejdsplads skal nemlig helst fange øjet, mener Janne Høgshøj. 

Serie - Vis os dit hjemmekontor

Flere og flere danskere er i disse måneder tvunget til at arbejde hjemmefra på grund af risikoen for smittespredning af corona-virus og anbefalinger og krav fra regeringen. Men hvordan får vi indrettet os bedst muligt i privaten? I en ny interview-serie spørger A4 Arbejdsliv en række danskere med hvert deres bud på et top tunet hjemmekontor.

Tidligere artikler i serien:
- Coronakrisen har åbnet Birgittes øjne for hjemmearbejde: - Mit golf-handicap er blevet bedre  

- Det har ikke været et oprør mod traditionelle kontorarbejdspladser. For mig er det en livsstil. Jeg er kreativ og lever af at være det, og jeg har altid forsøgt at skabe inspirerende omgivelser - også hvor jeg arbejder, siger hun.

Og hvordan gør man så det?

- I det omfang, du kan indrette dit kontor selv, skal du gøre det. Jeg har altid slæbt alt muligt privat med ind på mit kontor, og jeg har været ligeglad med, om det var politisk korrekt, siger Janne Høgshøj.

Den tilgang til arbejdet og arbejdspladsen har ikke altid været lige populær.

- For nogle år siden arbejdede jeg på et reklamebureau, hvor kollegerne ikke syntes, det var i orden, at jeg indrettede min arbejdsplads så kreativt. Når jeg var på kundebesøg eller underviste eksternt, tømte de mit skrivebord, fjernede de min parasol, min kunstige papegøje og mine kulørte lamper, siger Janne Høgshøj. 

En personlig, kreativ indretning af arbejdskontoret er tæt forbundet med arbejdsglæde, mener hun.

- Jeg indretter mit kontor, så jeg kommer i god stemning, når jeg arbejder, siger hun.

Hvorfor er det vigtigt at indrette sig kreativt på sit kontor?

- Det er vigtigt for at stimulere din fantasi, og så er det ligegyldigt, om du arbejder som bogholder eller grafiker. Hvis du stimulerer din fantasi, bliver du bedre til dit arbejde, siger hun.

"Fjenden" tøver hun ikke med at identificere:

- Det holder ikke, hvis du arbejder i et fælles kontorlokale med dårlig belysning, kolde vægge og en fandens masse larm, siger hun.

I Janne Høgshøjs kogebog indgår der tre nøgleingredienser i opskriften på en inspirerende kontorarbejdsplads: Hygge, belysning og personlige dimser.

- Det kan være småting, du tager med dig. For eksempel et rødt krammehjerte - hvad som helst af personlige genstande. Sådan nogle har alle. Man skal bare huske at tage dem med på arbejdspladsen, siger hun.

- Og så er det vigtigt, at du hygger om dig selv med for eksempel en god lampe og et godt skrivebord eller ståbord, siger Janne Høgshøj.

Men udsigten fra kontorpladsen er også vigtig, understreger hun.

- Jeg skal have et vindue at kigge ud af, når jeg arbejder. En grå betonvæg stimulerer ikke din arbejdsglæde, siger hun.

Men hvad så med alle dem, der på grund af corona-nedlukning i disse måneder sidder i deres kælder eller lejlighed uden vinduesudsigt?

- De kan jo bare sætte en plakat med Hawaii op, siger Janne Høgshøj.