Ivrig robotsælger: SOSUer for slappe

25. dec 2010
Hjemmeside om robotter gør fagforening rasende.

Dystre science fiction-film fortæller om en fremtid, hvor robotter overtager arbejdet fra menneskene. Det er blevet spået i mange år, men er endnu ikke gået i opfyldelse.

Et dansk firma siger nu, at det måske ikke er en helt så ringe ide. I hvert fald ikke, hvis det er hjemmehjælperne, som skal erstattes.

 

Gør ikke rent

På hjemmesiden Robotstøvsuger-guiden.dk står der i artiklen "Giv de ældre en robotstøvsuger", at robotter er mere mødestabile end hjemmehjælpere.

"Mange ældre er så heldige at få hjælp til rengøringen af den offentlige hjemmepleje. Problemet er bare, at der ofte høres om tilfælde, hvor plejen af de ældre bliver forsømt for også at nå rengøringen. Senest har det også været oppe i nyhederne, at hjemmeplejen i f.eks. København bruger tiden på alt andet end rengøring," lyder det i artiklen.

Robotstøvsugerguiden er fyldt med reklameagtige artikler med overskrifter som "Robotstøvsugere er IKKE noget skrammel" og "Robotstøvsugere i ældreplejen – En succes".

 

Robotter velkomne

Sidens ophavsmand, Janus Lock Nielsen, indehaver af JL Media, kalder siden for en "vejledning i købsprocessen, når du er på udkig efter en robotstøvsuger."

Hjemmehjælpernes fagforening, FOA, hilser robotterne velkomne på de ældres gulvtæpper og klinker. Men FOA er ikke glade for tonen i artiklen: 

"Jeg synes, han skal tage at fortælle om kvaliteterne ved støvsugerrobotten, i stedet for at træde på hjemmehjælperne, når han sælger sit produkt," siger sektorformand Karen Stæhr.

Derudover mener hun, påstanden om at plejerne ikke laver dagens gerning, er en ærgerlig fejl.

 

Ikke min holdning

Det er fordi, at artiklen på Robotstøvsugerguiden er bygget på den debat, der herskede i sommer om hjemmehjælpere, som angiveligt fuskede, siger Janus Lock Nielsen. 

"Dengang beskyldte andre medier københavnske hjemmehjælpere for at være dovne. Det er ikke min holdning. Jeg har ingen interesse i at træde nogen over tæerne," siger han. 

Karen Stæhr henviser til en ny rapport, der fortæller, at der ikke er grund til at tro, at plejepersonalet ikke gør deres arbejde ordentligt (læs rapporten her).

Janus Lock Nielsen siger, at alle, også FOA, er velkomne til at kommentere på hans artikel, hvis de er uenige, eller hvis de har forslag til ændringer.

 

Robotter på vej

Over ti kommuner eksperimenterer med robotter og højteknologi. De er blandt andet inspireret af ældreplejereformer i Japan.

Det forlyder, at både plejepersonale og de ældre mange steder er glade for robotternes hjælp. Robotternes indtog i Danmark ser ud til at fortsætte.

I Slagelse eksperimenterer man med toiletter, som både kan vaske og tørre den ældre bagi. I Billund anbefaler kommunen, efter et større forsøg, at alle selv anskaffer sig en støvsugerrobot.

I Århus Kommune har man derimod dømt de automatiske støvsugere ude. Man mener, at de er for dyre i forhold til kvaliteten.