Filippinske, kenyanske og thailandske au pairs er ikke stakkels piger, der kommer til Danmark og bliver udnyttet som billig arbejdskraft.

- De er stolte kvinder, der tager ud i verden for at få en oplevelse og tjene penge på ærlig og redelig måde, mener iværksætteren  og it-millionæren Martin Thorborg, der blandt andet er kendt som medstifter af firmaet Jubii og debattør i flere tv-programmer.

Ifølge ham er det på høje tid, at politikere, medier og fagbevægelse kommer ud af mange års ideologisk skyttegravskrig om den danske au pair-ordning og kalder tingene ved rette navn.

Læs også: For dyrt til danske familier: Antallet af au pairs styrtdykker

Og det rette navn er i hvert fald ikke "slavehandel", sådan som reaktionen var på Twitter i sidste uge, da A4 Nu skrev, at der foreløbig kun er givet 307 opholdstilladelser til au pairs i Danmark i år.

- Kritikerne skulle prøve at spørge et bredt udsnit af au pairs om, hvordan de har det. Så vil de opleve stolte og energiske piger, og så tror jeg, at de ville blive flove over at kalde dem slaver. Jeg synes, at det er en ualmindelig smuk ordning, der både hjælper danske børnefamilier og hjælper nogle piger ud at opleve verden og tjene nogle penge, som de ellers ikke kunne få fingre i, siger han.

Folk kan kalde mig slavehandler

Martin Thorborg pointerer, at det er så nedladende at kalde andre mennesker for slaver.

- Det gør mig vitterlig vred. Ikke på mine egne vegne. Jeg er ligeglad, og folk kan kalde mig slavehandler eller, hvad de vil. Men jeg synes, at det er synd for de piger, for det har de ikke fortjent, fastslår han.

Sidste år fik godt 1.300 au pairs opholdstilladelser i Danmark, og en af dem er fra Thailand og arbejder hos Martin Thorborg, der bor på Strandvejen nord for København. Tidligere har forretningsmanden haft tre au pairs fra Polen, Filippinerne og USA. Og han kalder det fantastisk at have et par ekstra hænder på hjemmefronten samtidig med, at hans børn har haft glæde af at lære dem at kende.

- Hende vi har nu fra Thailand drømmer om at få sin egen restaurant i Thailand. Det er en win win situation, for hun bruger sin tid på at øve sig, og vi får dejlig thailandsk mad, siger han.

Udover kost og logi skal Martin Thorborg ligesom alle andre danske værtsfamilier hver måned betale 4.350 kroner i lommepenge til sin au pair, ligesom der skal betales flybillet tur-retur samt en række lovpligtige forsikringer. Lommepengene er gradvist sat op i de senere år, blandt andet efter pres fra fagbevægelsen.

Dansk-kurser er fjolleri 

Fra 1. juli er det yderligere blevet obligatorisk for alle fremtidige værtsfamilier, at de skal betale 17.300 kroner for dansk-undervisning af deres au pair. Et bredt flertal i Folketinget har besluttet, at der skal være fuld brugerbetaling for dansk-kurset, uanset om au pairen benytter sig af tilbuddet eller ej. 

Jeg ønsker jo heller ikke, at Danmark bliver et land, hvor folk skal have fire jobs for at få råd til mad på bordet.  Men jeg synes, at den her kamp fra fagbevægelsens side er direkte latterlig. 
Martin Thorborg, iværksætter og direktør. 

Martin Thorborg er ærgerlig over, at politikere og fagbevægelse er ved at gøre ordningen så dyr og bureaukratisk, at de risikerer at ødelægge den. 

- Lommepengene er cool. Det er selvfølgelig fint, at lommepengene stiger stille og roligt. Men det er fjolleri, at værtsfamilierne skal betale for dansk-undervisning. Hånden på hjertet ved vi da godt, at en fillippinsk eller thailandsk pige, der kommer til Danmark i to år, ikke gider læse dansk. Og det giver ikke nogen mening at lære dansk, for hun har ikke noget at bruge det til, når hun vender hjem, fastslår han.

Ifølge forretningsmanden betaler danske værtsfamilier nu 17.300 kroner ned i et stort sort hul, for kun en brøkdel af au pairs vil gå på dansk-kurserne.

- Det her er misundelse over, at nogen har råd til at have au pair. Men hvis det skal være dyrere at have au pair, hvorfor sætter man så ikke lønnen op i stedet for? Jeg bliver ved med at have au pair og har rigeligt med penge, så sæt da lortet op til, hvad I vil, for jeg skal nok betale, hvad det koster.

- Men for almindelige middelklassefamilier bliver det for dyrt, når de også skal betale for dansk-undervisningen. Og så bliver det et fænomen, der udelukkende vil findes nord for København og i de fine kvarterer i Aarhus, mener Martin Thorborg, der er direktør for regnskabsprogrammet Dinero.

Lommepengene er en formue 

- Det er ærgerligt for alle de familier, der kunne bruge et par ekstra hænder, og ikke mindst er det vildt synd for alle de piger, som så ikke kommer til Damark og bliver nødt til at være au pair i lande, hvor de bliver behandlet dårligt, siger han.

Kan du slet ikke forstå kritikerne, der mener, at au pair-ordningen er udnyttelse af billig udenlandsk arbejdskraft mere end det er kulturudveksling?

- Det er jo latterligt. Pigerne rejser frivilligt til Danmark og får løn samt kost og logi. I et almindeligt job i Thailand tjener du cirka 2.000 kroner om måneden, mens vores au pair fra Thailand får mere end 4.000 kroner i lommepenge. Det er en formue for hende, og hun er virkelig glad, konstaterer han.

I stedet for at indrømme, at man bare er skide misundelig, så pseudo-opfinder man en problemstilling om, at det er synd for au pairen.
Martin Thorborg , iværksætter og direktør. 

Hvis alternativet er at have en hushjælp 30 timer om ugen på en dansk overenskomst med feriepenge og alt mulig andet, vil det ifølge Martin Thorborgs hovedregning komme op i nærheden af 25.000 kroner om måneden.

- Øh, vil folk betale 25.000 kroner for en husbestyrerinde? Nej! Og pointen er, at au pair ikke tager arbejdspladser fra danskerne. Måske kun fra naboens datter, der lavede sort rengøring for 80 kroner i timen, indtil au pairen kom, siger han.

Hvis ordningen bliver så dyr, at den stopper, vil iværksætteren godt vædde på, at det ikke skaber en eneste reel arbejdsplads i Danmark.

- Til gengæld vil vi få meget mere sort arbejde. Eller der vil være nogle familier, der går ned i arbejdstid, fordi de ikke kan få tingene til at hænge sammen, og det er jo også ærgerligt, når vi mangler hænder på det danske arbejdsmarked, siger han syrligt.

Pladder fra den røde lejr 

Hvis antallet af au pairs dykker yderligere, fordi ordningen er blevet dyr, håber Martin Thorborg, at det får de røde partier og fagbevægelsen til at vågne op til virkeligheden.

- Det kan da godt være, at den røde lejr sidder og drømmer om en eller anden pseudovirkelighed, hvor au pair-arbejdet bliver taget fra nogen, der kunne være husbestyrerinder under en eller anden overenskomst. Men det er fuldstændig pladder, noterer han. 

Er der gået for meget ideologisk krig i debatten om au pair-ordningen?

- Ja, man blander det hele sammen. Jeg er millionær, og jeg kan godt gå ud og købe mig til en dansk rengøringshjælp, der kommer to gange om ugen. Og jeg kan bestille take-away og gå på på restaurant. Min hverdag går ikke i stykker, hvis jeg ikke har au pair. Men jeg synes, at det er synd for alle de piger rundt om i verden, som går glip af den her mulighed. De fleste au pairs ville jo sige, at hold kæft hvor er det fedt at være her. Danskerne er søde, og vi får en fin løn og bliver godt behandlet, siger han og understreger, at de enkelte brodne kar er nogle idioter, der skal udelukkes fra at hyre au pairs på livstid. 

Fagbevægelsen er latterlig 

Fra sidelinjen har Martin Thorborg fulgt, hvordan især fagforbundet FOA har kæmpet for at forbedre au pair-ordningen og beskytte de få kvinder, der er blevet groft udnyttet af deres værtsfamlier. Principielt kan han også godt forstå, at fagbevægelsen kæmper for at undgå social dumping, så hårdt tilkæmpede løn- og arbejdsvilkår ikke forsvinder.

- Men au pair undergraver jo ikke danske løn- og arbejdsvilkår, for de kommer til familier, der ikke har fået udført det arbejde før. De arbejder jo ikke på en fabrik, og de tager ikke arbejdet fra andre end måske naboens datter, som jeg før pointerede. Jeg kan godt forstå tankegangen hos fagbevægelsen, for jeg ønsker jo heller ikke, at Danmark bliver et land, hvor folk skal have fire jobs for at få råd til mad på bordet.  Men jeg synes, at den her kamp fra fagbevægelsens side er direkte latterlig. 

Men er det ikke legitimt, at fagbevægelsen vil sikre de bedst mulige forhold for au pairs? 

- Jeg synes, at fagbevægelsen undergraver sig selv, når de blander sig i det her, og jeg kan ikke tage det seriøst. Det er ligesom, da fagbevægelsen blandede sig i de stakkels fodboldspilleres løn. Fodboldmillionærerne fik kun tre eller fem millioner kroner om året, og det var for dårligt. Nogle gange tror jeg, at fagbevægelsen skal tage en dyb indånding og ikke blande sig i alt, siger han.

Folke er skide misundelige 

Martin Thorborg mener, at dansk primitiv misundelse overskygger rationelle argumenter i au pair-debatten.

- Hvis man bare synes, at det handlede om pigernes ve og vel, var det ikke sådan en rodet debat. Men det handler også om, at nogle bare er skide misundelige. For at være ærlig bunder det i, at nogle synes, at "hold kæft, hvor er det uretfærdigt, at jeg skal ned i supermarkedet og købe ind og selv lave mad og gøre rent, når andre mennesker kan få en til at gøre det".

- I stedet for at indrømme, at man bare er skide misundelig, så pseudo-opfinder man en problemstilling om, at det er synd for au pairen, fastslår Martin Thorborg. 

Han fremhæver, at han har god kontakt til de tre tidligere au pairs og er stolt af, at de på hver deres måde er kommet videre i deres liv. For det hører også med til historien, at for eksempel filippinske au pairs sender penge hjem og er med til at sikre deres familier et eksistensgrundlag. 

- Da hun kom hjem efter au pair-opholdet, havde familien købt bøfler og marker og havde det langt bedre, end det hun rejste fra, siger han og tilføjer, at den filippinske kvinde i dag er gift, har børn og selv er bonde.