Iværksætter: Jeg spiser kød. Gør det mig til slavehandler?

17. dec 2019

LIDER DYR? KAN hunde, aber og grise føle smerte? Det korte svar er ja.
Betyder det, at vi skal behandle dyr og mennesker ens? Nej, vil dit korte svar formentlig lyde. Og du vil givetvis tænke, at alene det at foreslå en sådan sidestilling må komme fra en fanatisk veganer, der bryder grædende sammen, når han blot ser billedet af en grisestald udefra.

Jeg spiser kød og nyder det

Det kunne imidlertid ikke være mere forkert, og jeg hører til iblandt den kæmpe gruppe af menneskedyr, der sætter stor pris på en god bøf eller pepperoni-skiverne på min ugentlige pizza. Jeg er én af nutidens slavehandlere.

LÆS OGSÅ: Raser over restaurant: "Forpulede lorte-mennesker"

Hvis du tænker, at jeg med ét blev meget grov der, da jeg sammenlignede det at spise kød med slaveri, så har du en pointe. Det virker absurd. Slaveri er noget, vi for længst har lagt bag os som menneskerace. Det har du helt ret i, men vi har tidligere i vores dyreraces historie anset det som fuldstændig naturligt, ligesom vi forinden da samlede os i Colosseum i Rom og sad på bænke sammen med vores børn og børnebørn, imens to mennesker forsøgte at tage livet af hinanden eller blev spist levende af en løve.

Du er ikke hævet over hunde eller grise med mindre, at du er dybt troende

Vi ER dyr, og hvis du er i tvivl om det, så må du enten læse lidt op på evolutionslæren eller gøre op med den romantiske forestilling, at vi rent guddommeligt skulle være hævet over eksempelvis hunde, grise eller chimpanser. Naturligvis er vi ikke det.

Vores forhold til dyr vil blive nutidens slaveri, når mennesket anno år 2300 kigger tilbage på sine forfædre
Jonathan Løw, iværksætter

Vi opfører os imidlertid som om, at vi er det, og det gør vi blandt andet, fordi vi har erfaret, at det er en del af vores overlevelsesmulighed. Altså at undertrykke de andre racer via vores intellekt, så vi ikke selv går til grunde. Derfor bør vi også have empati overfor os selv som race, for ligesom hunden, grisen eller koen, så kæmper vi rent instinktivt for ikke at gå til grunde. Ét af de vigtigste redskaber, som vi har til rådighed i den forbindelse, er vores evne til at kunne føle smerte. Noget vi har indbygget i vores nervesystem som led i den naturlige selektionsproces, hvor vi har udviklet os iblandt de dyreracer, der bedst overlever selektionen.

LÆS OGSÅ: Iværksætter: Du behøver ikke at være som dem i Løvens hule

Så ja. Vi kan lide ligesom hunde, aber eller grise. Og vi kan føle smerte. Alligevel synes det for os moderne mennesker at være en absurd tanke, at vi skulle genindføre slaveriet eller gladiatorkampene, for begge dele fremstår barbariske for mennesket her ved udgangen af 2019, men det gør dyremishandlingen tilsyneladende ikke?

Hvad vil de tænke om os i år 2300?

Jeg er imidlertid ganske overbevist om, at netop vores forhold til dyr vil blive nutidens slaveri, når mennesket anno år 2300 kigger tilbage på sine forfædre. Der er nemlig noget grundlæggende ikke-menneskeligt over at tilføre andre dyreracer smerte, selvom man til tider hører det argument, at det har vi mennesker jo gjort i tusindvis af år. Altså påført andre smerte og spist dyrene for at overleve.

Dette argument er imidlertid cirka ligeså elendigt som at fremhæve, at vi også havde slaver i tusindvis af år, indtil vi blev enige om, at det var moralsk forkasteligt. Således er der ingen moralske eller evolutionære argumenter for at fastholde det at mishandle dyr som noget blot tilnærmelsesvist acceptabelt. Det er faktisk direkte i strid med vores egen udvikling som race – eller som den engelske evolutionsteoretiker Richard Dawkins har formuleret det et sted:

“If you want to erect a moral wall around our species and say, for example, that a human embryo, even a very beginning human embryo (long before it develops a nervous system) is somehow worthy of more moral consideration than an adult chimpanzee, then that is a rather un-evolutionary view point. If you look back in our ancestry, at what point would you draw the line?”

Kan man sidestille dyr og mennesker?

Hvorfor har vi så så svært ved denne tanke om, at vi skal sidestille dyr og mennesker? Jeg tror, at det skyldes den ualmindeligt ubehagelige erkendelse, at vi endnu ikke har formået at skabe en verden, hvor vi kan overleve uden bevidst at tilføre dyr smerte og lidelse. Vi ved godt med os selv, at selv på den lidt længere bane så vil det være enormt vanskeligt at skulle skabe en verden, hvor vi kun spiser kød fra dyr, der ikke har lidt eller oplevet smerte.

LÆS OGSÅ: Blogger i opråb: Medarbejdere skal være bedre til at tage magten!

Måske derfor reagerer vi så stærkt, når vi oplever veganere hæve pegefingrene, for udover at denne gruppe til tider kan virke både bedrevidende og moraliserende, så prikker de til en dyb indsigt og følelse inde i os selv: Nemlig forståelsen af, at vi egentlig godt ved, at vi moralsk er fuldstændig på afveje, men at vi ikke kan se vejen ud for bare træer.

Jeg hører til iblandt den kæmpe gruppe af menneskedyr, der sætter stor pris på en god bøf eller pepperoni-skiverne på min ugentlige pizza. Jeg er én af nutidens slavehandlere
Jonathan Løw, iværksætter

Derfor trøster vi os med den trods alt positive historiske udvikling i forhold til, at vi ikke længere lader mennesker slås til døden med børn på tilskuerrækkerne eller har medmennesker i lænker til at udføre alt det hårde arbejde, men tilbage står, at vi som race fortsat har ét af de helt store moralske dilemmaer intakt: Hvordan vi bygger et samfund og en verden, som ikke baserer sig på dyb smerte for andre levende væsner, der kan lide?

Den positive prognose må trods alt være den, at vi som mennesker ikke kun har udviklet os rent fysiologisk, men også mentalt igennem årtusinder. På mange områder har vi lang vej igen, men vi har en evne til at tænke i moral og etik på en helt anden måde, end de fleste andre af vores dyrekolleger har. Dét giver trods alt noget håb, for som den amerikanske filosof Sam Harris har formuleret det:

“We will embarrass our descendants, just as our ancestors embarrass us. This is moral progress.”

Inden du går i shitstorm imod mig: Læg mærke til artiklens ”vi”!

Bemærk i øvrigt at jeg igennem hele indlægget har brugt ordet “vi”. Jeg føler mig ikke bedre eller mere hellig end dig kære læser. Jeg er oprigtigt i tvivl, om jeg kan ændre mit adfærdsmønster og ikke spise kød, og jeg kommer også selv nogle gange med det tyndbenede argument, at det har vi mennesker jo altid gjort. Så ja – jeg er hverken værre eller bedre end dig, men jeg er i tvivl. Oprigtigt i tvivl. Altså om jeg gør det rigtige. Og om jeg vil tilhøre den store gruppe af verdensborgere, som man om nogle århundrede år fra nu kigger tilbage på som datidens slavehandlere?

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her