Itfolk tvinges til at overvåge kolleger

14. nov 2010
Der er god grund til at føle paranoia, når du åbner din mailboks på jobbet chefen kigger med, afslører en rundspørge blandt ITfolk.

Hvordan vil du have det, hvis din chef kan se alle websider, du har set på din arbejdscomputer? Hvis han læser dine mails? Dine chatbeskeder? Ser hvilke Facebook-profiler, du besøger?

Vil det få dig til at ligge søvnløs i nat?

En rundspørge som Prosa, de IT-ansattes fagforening, har lavet sammen med Avisen.dk blandt 279 medlemmer viser, at selv blandt IT-folk, er der langt mellem IT-politikkerne.

Og hvad endnu værre er: blandt de Prosa-medlemmer, der arbejder i en IT-afdeling et sted uden IT-politik, oplever 31 procent, at chefen alligevel kigger med.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

”Det er rystende, at det er så mange. Det er ulovligt at overvåge, når medarbejderne ikke er oplyst om det,” siger Hanne Lykke Jespersen, forbundssekretær i Prosa.

Hvis nogen ved noget om IT-overvågning, er det netop Prosa-medlemmerne. Det er nemlig ofte dem, der sættes til at foretage overvågningen.

En IT-medarbejder fortæller i rundspørgen, at overvågningen har sat ham i et dilemma. Hans chef har pålagt ham hemmeligt at overvåge en af hans kolleger, selv om der ikke er en IT-politik om overvågning i virksomheden.

Direktør gennemrodede computerne

Omkring halvdelen af medlemmerne i rundspørgen svarer, at deres virksomhed ikke har en IT-politik. Det vil sige, at ledelsen ikke har meldt ud, hvad man må og ikke må i arbejdstiden, eller om medarbejdernes aktivitet på nettet bliver overvåget.

Det er nemt at overvåge sine ansattes computeraktivit - helt ned i detaljer. Det kan en del chefer ikke modstå.

”Direktøren gennemrodede alle ansattes computere efter arbejdstid,” skriver en af medlemmerne.

En anden fortæller, at ”chefen bruger oplysningerne efter forgodtbefindende”.

Forbundssekretær Hanne Lykke Jespersen kalder det er et stort problem, når der ikke er en IT-politik - eller den ikke bliver håndhævet.

Hun ser eksempler på, at chefer bruger viden fra ulovlig overvågning til at få medarbejdere fyret - men giver en officiel grund, der bunder i andre årsager. Eller chefer bruger overvågningen til at slå ned på de medarbejdere, der har gjort sig upopulære.

Shhh...

Cheferne går langt over stregen, når de overvåger sine ansatte i det skjulte, påpeger professor Peter Axel Nielsen fra Aalborg Universitet.

"På den ene side har chefen ingen ret til at få den slags personlige oplysninger at vide," siger han.

"Men på den anden side bør medarbejderne vide, at de ikke skal bruge arbejdstiden på noget, der er så privat," advarer han.

Peter Axel Nielsen foreslår, at ansatte tager sine forholdsregler.

"De ting, medarbejderne siger, når de bruger telefon og e-mail, skal være som om de sad i storrumskontor, og alle i princippet kan høre, hvad de siger," forklarer han.

Ikke ulovligt at være medlem af SM-klub

Hanne Lykke Jespersen peger på, at chefer kan få en viden, som de kan have svært ved at håndtere.

”Det kan risikerer at farve deres syn på medarbejderens arbejdsindsats. Ligesom når jeg ser en film med Woody Allen, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at han blev kæreste med sin adoptivdatter. Det er en viden, jeg helst ville have været foruden, for jeg kunne egentlig godt lide filmene,” siger Hanne Lykke Jespersen.

Prosa anbefaler medlemmerne at undgå at bruge arbejdscomputeren til andet, end det chefen må se.

”Det er hverken ulovligt eller umoralsk at være medlem af Inkontinensforeningen eller en SM-klub. Men derfor vil de fleste alligevel helst selv bestemme, hvem der skal vide det,” siger Hanne Lykke Jespersen.

 

Rundspørgen

Har din arbejdsplads en IT-politik. (Dvs. at ledelsen melder ud, hvad man må og ikke må, samt om din computer bliver overvåget.)

Ja: 20 % 
Nej: 51%
Ved ikke: 25%
Ikke svaret: 4%

Blandt de ansatte i IT-afdelinger på virksomheder uden IT-politik svarer 31,5%, at der alligevel overvåges systematisk eller lejlighedsvis

Kilde: Prosa