Itfolk gør klar til storstrejke

21. feb 2011, 13:59
Om få måneder kan en række af landets vigtigste ITsystemer for Skat, Politi, SAS, CPR, Codan, Tryg og TDC blive dybt berørt af storkonflikt

Konflikt mellem it-giganten CSC og fagforeningen Prosa kan om få måneder ramme en lang række af landets vigtigste IT-systemer for Skat, Politi, SAS, CPR, Codan, Tryg og TDC.

Det er virkeligheden, efter at de IT-professionelles fagforening Prosa i fredags har opsagt fredsaftalen med IT-giganten CSC med virkning fra 1. juni. Samtidig har fagforeningen varslet strejke for op til 400 ansatte i CSC, der administrerer og vedligeholder nogle af de vigtigste statslige og private IT-systemer i landet.

900 skal fyres

Det drejer sig om den del af medlemsskaren, der er beskæftiget i driften i CSC-Danmark A/S. Det sker 10 dage efter, at CSC’s ledelse har afvist at forhandle en ny overenskomst med Prosa og i stedet for har lockoutet og hjemsendt 120 ansatte.

Ledelsen kræver, at Prosas 700 medlemmer, der udgør en tredjedel af de ansatte hos CSC, accepterer en rækk vedr. arbejdstid, fridage og løn, der i følge Prosa svarer til en nedgang i realløn på 30 procent. De ansatte skal også give afkald på deres tryghedsaftale, som de fleste andre ansatte i virksomheden også har.

”Vi er meget forundrede. Vi har tilbudt ledelsen i CSC at forhandle om en nedgang i reallønnen på 5-10 procent. Vi forstår godt, at det kan være nødvendigt med tilpasninger, hvis CSC i Danmark skal få en sund økonomi, og det vil vi meget gerne forhandle og samarbejde med CSC’s ledelse om, sammen med de øvrige foreninger.  Men det har CSC’s ledelse desværre kategorisk afvist. Selv ikke Forligsmanden kunne få CSC-ledelsen til at forhandle om en ny aftale,” siger næstformand i Prosa Hanne Lykke Jespersen.

”En konflikt i så stort omfang vil være en meget alvorlig situation for CSC. Det er fortsat vores håb, at vi kan skåne virksomheden, medarbejderne og kunderne for dette, men det kræver, at ledelsen fraviger de ultimative krav og kommer tilbage til forhandlingsbordet,” siger Hanne Lykke Jespersen.

Frygter udflytning af arbejdspladser til Indien

Tryghedsaftalen, som CSC vil af med, giver de ansatte ekstra måneders fratrædelsesgodtgørelse. Den vil de ansatte ikke opgive, fordi CSC hvert år flytter hundredvis af job til Asien, og de ansatte derfor frygter at blive fyret.

”Tryghedsaftalen sikrer vores kollegaer en værdig afsked med firmaet, hvis deres arbejde flytter til udlandet, så de kan komme videre på en ordentlig måde,” siger Hanne Lykke Jespersen.

CSC har allerede meddelt, at antallet af ansatte i CSC i norden, hvor Danmark udgør langt de fleste ansatte, skal reduceres med op mod 900 inden 2012.

”Det er helt absurd. Vores kollegaer skal oplære indere, så inderne kan overtage deres job. Og nu forlanger CSC altså, at de ansatte skal droppe den tryghed, de har haft, når de blev fyret,” siger Hanne Lykke Jespersen.