Turisterne er langsomt begyndt at vende tilbage til Venedig og det øvrige Italien - men det er for manges vedkommende med ansigtsmasker på. Foto: Fabrizio Bensch/Reuters

Italien har laveste coronadødstal siden marts

21. jun, 22:28
Italien har registreret 24 nye coronadødsfald i det seneste døgn. Lombardiet er fortsat hårdest ramt.

Italienske sundhedsmyndigheder har søndag registreret 24 dødsfald blandt personer smittet med coronavirus.

Det er det laveste daglige dødstal siden 2. marts, hvor der på et døgn blev registreret 18 dødsfald blandt coronasmittede.

I alt er 34.634 mennesker nu døde i Italien, efter at de havde fået konstateret smitte.

Yderligere 224 mennesker er konstateret smittede, så det totale antal nu er oppe på 238.499 smittede, siden udbruddet kom til Italien i februar.

Af dem er langt de fleste meldt raske igen.

Italien har i dag knap 21.000 såkaldt aktive tilfælde, det vil sige personer der på nuværende tidspunkt har smitten i kroppen.

Af dem er 148 indlagt på en af Italiens intensivafdelinger. Da udbruddet var på sit højeste, var der over 4000 mennesker på intensiv.

Det er fortsat Lombardiet i det nordlige Italien, der er det værst ramte område. Her er der søndag registreret 128 af Italiens 224 nye smittetilfælde. 13 af de døde i det seneste døgn kom fra denne region.

Italien var på et tidspunkt det land i verden, der var hårdest ramt af coronaudbruddet.

Landet lukkede ned i begyndelsen af marts for at begrænse smittespredningen. De tiltag, der var sat i værk, begyndte at blive lempet i begyndelsen af maj.

/ritzau/dpa