Israel godkender bosættelser på Vestbredden

24. jul 2008
Israel bryder nu en aftale med USA om at undlade at opføre nye huse på Vestbredden, som landet har besat. Den israelske regering har godkendt opførslen af 20 nye huse.

At nogen får grønt lys til at bygge et hus, er sjældent opsigtsvækkende. Men når det drejer sig om et hus i en israelsk bosættelse på Vestbredden i Mellemøsten, får det opmærksomhed verden over.

En israelsk regeringskomite har givet grønt lys til at bygge 20 nye huse i den israelske bosættelse Maskiot.

Godkendelsen har stor politisk betydning. Vestbredden beboes af cirka 2,5 millioner palæstinensere, men har siden 1967 været besat af Israel.

Omkring 260.000 israelere har bosat sig i området i strid med international lov. Ifølge international lov må besættelsesmagter ikke kolonisere besatte områder.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Brud på aftale med USA

Israel stoppede i 2006 byggeriet af nye huse i området efter pres fra USA.

Den amerikanske regering opfordrer nu Israel til at stoppe byggeriet. Den henviser til, at det er et brud på det amerikanske fredsplan i Mellemøsten fra 2003, som forpligter Israel til at stoppe byggeriet.

Fredsplanen forpligter samtidig palæstinenserne til at slå ned på militante gruppers angreb på Israel.

Israel: Husene er lovlige

Israel forsvarer byggeriet af husene med, at der ikke er tale om en ny bosættelse. Israels regering siger, at bosættelsen blev lovligt etableret i 1982 og har haft civile beboere igennem flere år.

Englands premierminister, Gordon Brown, opfordrede under sit besøg i Israel i denne uge regeringen til at trække bosættelserne på Vestbredden tilbage.

Palæstinensere har kaldt planerne om flere bosættelser for en systematisk politik rettet mod at ødelægge fredsprocessen.

faktaboks