Tæt på verden: Islamisterne kaster politisk bombe

29. apr 2012
Total overraskelse fra de konservative egyptiske muslimer kan afgøre præsidentvalget.

Dagens sensation i den egyptiske valgkamp er at de konservative islamisters parti, al-Nour, kaster deres massive støtte bag en liberal muslim, der tror på vestlige værdier og personlig frihed.

Modsat alle forventninger peger salafisterne, ultrakonservative muslimer, på Abdel-Moneim Abul-Fotouh som deres præsidentkandidat. Gruppens egen leder er forkastet af styrets valgkommission.

Lægen Abul-Fotouh er et frafaldent medlem af Det Muslimske Broderskab, der er forstødt af den gruppe, fordi han sidste år ikke lystrede ledelsen, men tilkendegav sit kandidatur som præsident.

De to muslimske grupper har tilsammen flertal i Egyptens parlament. Også broderskabet har forsøgt sig med et ledende medlem som kandidat. Han blev også kasseret af militærstyrets valgkommission.

Stor indflydelse

Mistanken om at de konservative salafister ville lægge et kvælergreb om præsidentvalget er stimuleret af et krav om, at alle kandidater stiller op foran et panel af imamer, der krydsforhører dem.

Også Abul-Futouh har senest lørdag klargjort overfor de ultrakonservative islamister, hvordan han vil forholde sig som præsident til religiøse spørgsmål som islamisk familieret.

Salafisterne kan på nogle punkter sammenlignes med de religiøse ledere i Saudi Arabien. Deres holdning handler bl.a. om at begrænser kvinders frihed, vende tilbage til fortidens straffemetoder og slå ned på brug af alkohol.

De religiøse lederes pludseligt høje synlighed i den politiske proces overrasker mange egyptere, skriver Associated Press. Der er dog ikke enighed i feltet af islamister. Nogle af dem støtter broderskabets kandidat Mohammed Morsi.

Futouh

Da den liberale Futouh skulle forhøres af panelet for få dage siden blev det tv-transmitteret. Til et spørgsmål om sine liberale, nogen vil sige venstreorienterede værdier, svarede  kandidaten, at ”jeg er konservativ religiøst, ikke politisk,”rapporterer AP.

Futouh fastslog, at han er tilhænger af social retfærdighed og frihed, fordi han anser begge dele som muslimske grundværdier. Han mener, at en sammenblanding af præken og politik vil være en katastrofe for Egypten.

Som tilhænger af frihedsrettigheder vil han næppe lægge bånd på salafisternes ret til at præke og organisere sig, som de var udsat for under den styrtede Hosni Mubarak.

Politisk strategi

[pagebreak]I taler har Futouh talt varmt om at udvikle landbruget og landets industri. Også det er muslimske værdier, påpeger han og fastslår, at ”den mætte, der sover, mens naboen sulter, er ikke troende.”

Såkaldt liberale egyptere, der ikke har deres egen kandidat, støtter Futouh. Han har personligt været 8 år i fængsel for sine politiske aktiviteter for Det Muslimske Broderskab. Det tæller blandt vælgerne.

Salafisternes har ca. hver femte plads i parlamentet. Deres overraskende udpegning af en liberal præsidentkandidat kan afgøre resultatet. Strategisk har al-Nour partiet måske ikke ønsket at lægge al magt i landet i hænderne på Broderskabet.

Første runde af præsidentvalget afvikles den 23. og 24. maj. Om nødvendigt er der en anden runde 16. og 17. juni for at finde en flertalskandidat. Udnævnelsen sker 17. juni.


Tæt på verden

En af landets mest erfarne u-landsjournalister, Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.