Ny formand for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, vil gennem samarbejde skabe et bedre image for lærerne. Foto: Pressefoto

Ny formand for lærerforeningen: 'Nu skal vi udvikle skolen sammen'

23. sep 2020, 21:30
Gordon Ørskov Madsen blev onsdag aften valgt som formand for Danmarks Lærerforening. Han har en plan for, hvordan lærerne kommer af med det dårlige image, der har plaget dem i flere år.

Onsdag aften blev den nye formand for Danmarks Lærerforening fundet. Med 156 stemmer ud af 298 blev det 54-årige Gordon Ørskov Madsen, der løb med sejren.

Han overtager nu formandsposten efter Anders Bondo Christensen, der har stået i spidsen for Danmarks Lærerforening i 18 år, og som er kendt af mange.

Læs også: Danmarks Lærerforening har fået ny formand

Gordon Ørskov Madsen indrømmer da også, at det er nogle store sko, han nu skal fylde ud. En opgave, han går til med ydmyghed.

- Det er svært at komme efter Anders, der har været formand i så lang tid og har sat sit tydelige præg, siger Gorden Ørskov Madsen og fortsætter:

- Men. Vi står også i en situation nu, hvor der ligger gode muligheder foran os. Der er skabt et momentum og et samarbejde omkring folkeskolen. Nu skal vi udvikle skolen sammen, og der skal vi spille en vigtig og væsentlig rolle. Det glæder jeg mig meget til, siger han til A4 Arbejdsliv. 

Din mening

På A4 Arbejdsliv vil vi rigtig gerne dele din mening om arbejdslivets udfordringer og idéer til løsninger med vores andre læsere. Så send et debatindlæg til [email protected] - husk gerne et foto.

Ny arbejdstidsaftale er vigtigst

Med formandsposten følger også en lang liste af uløste opgaver.

På den liste ser Gordon Ørskov Madsen tre helt store og afgørende vigtige opgaver, som han som ny formand for Danmarks Lærerforening skal tage sig af. 

For det første skal den arbejdstidsaftale, som Anders Bondo Christensen indgik med KL tilbage i august, implementeres - den nok største og mest væsentlige opgave, som Gordon Ørskov Madsen som formand kommer til at stå med.  

For det andet skal der i lærerforeningen skabes samling igen. Noget, der blot understreges af et formandsvalg, hvor stemmeløbet mellem ham og kandidaten Morten Kvist Refskov, var ekstremt tæt, mener Gordon Ørskov Madsen.

Vi har kritiseret mange hele vejen rundt, og det har skabt det image hos os, at der er meget, vi er imod, og ikke så meget, vi er for.
Gordon Ørskov Madsen, ny formand for Danmarks Lærerforening

- Det er klart, at når valget har været så tæt, bliver der en opgave i at skabe fælleskab og fælles retning. Men også at få arbejdet med de forskelligheder, vi har i organisationen, og de forskellige måder vi ser fremtiden for Danmarks Lærerforening på, siger han.

Gordon Ørskov Madsen understreger dog, at forskellighederne ikke er så store, at foreningen ikke kan komme videre sammen. 

- Det kan vi. Vi er en stærk organisation, og vi skal nok komme videre sammen, siger Gordon Ørskov Madsen. 

Lærerforeningen skal af med det kritiske ry

For det tredje skal lærerfaget ifølge den nykronede formand have et bedre image end det, der har været naglet fast til det siden lærerkonflikten tilbage i 2013. 

- Vi har igennem mange år befundet os i en situation, hvor vi har kritiseret meget, hvilket der også har været grund til, siger Gordon Ørskov Madsen og giver sig til at remse op:

- Vi har kritiseret folkeskoleloven. Vi har kritiseret 2013-forløbet, lovindgrebet og den urimelige måde, vi blev behandlet på dengang, man satte hele aftalesystemet ud af kraft. Vi har kritiseret moderniseringsstyrelsens og finansministeriets dominans i styringen af den offentlige sektor. 

Læs også: Indvandrere på kontanthjælp er kun i aktivering få timer om ugen

 - Vi har kritiseret mange hele vejen rundt, og det har skabt det image hos os, at der er meget, vi er imod, og ikke så meget, vi er for. Og nu er vi bare kommet til et punkt, hvor vi skal skabe medløb på rigtig mange ting, siger Gordon Ørskov Madsen. 

Så hvordan løser man en sådan opgave, når nu fortællingen om den evigt kritiske lærerforening er årelang?

Ifølge Gordon Ørskov Madsen er det ligetil: Det handler om at samarbejde.

- Jeg vil bruge alle de kontakter og alle de gode samarbejdspartnere, jeg har i forvejen. Og det er både i KL, i ministeriet, ministeren, kommunerne og skolelederne. Alle de parter, der har en vigtig rolle at spille i skolen, vil jeg invitere til samarbejde, og så finder vi løsningerne i fællesskab, siger han.