BeFunky-collage__22_
- Vi begyndte sidste år et arbejdsmiljøprojekt, som har til formål at sikre bedre gennemsigtighed i vores interne rutiner. Det skal for medarbejderne være nemmere at søge viden frem enkelt og hurtigt, siger HR manager i Jysk, Jacob Paradisgaard Hansen. Foto: Pressefoto og Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Strømlinede retningslinjer og FN's verdensmål om arbejdsmiljø: Jysk fastholder fokus på bæredygtig ledelse i 2021

2. nov 2020, 21:10
Strømlining af vejledninger og fokus på FN's verdensmål. Jysk fastholder og udvider i 2021 sit fokus på bæredygtig arbejdsmiljøledelse herhjemme og i udlandet.

Det kan til tider være uoverskueligt for de ansatte i det danske sengetøjs-imperium Jysk at navigere i koncernens retningslinjer om arbejdsmiljø. 

Derfor er Jysk nu i gang med at strømline og samle virksomhedens mange arbejdsmiljømanualer og retningslinjer. Manøvren har til hensigt at fastholde Jysk som en virksomhed, der kerer sig om bæredygtig ledelse og sine medarbejderes ve og vel. 

- Vi begyndte sidste år et arbejdsmiljøprojekt, som har til formål at sikre bedre gennemsigtighed i vores interne rutiner. Det skal for medarbejderne være nemmere at søge viden frem enkelt og hurtigt.

- Det skulle gerne give en bedre forståelse for, at fokus på arbejdsmiljø ikke behøver at være tungt og vanskeligt, siger Jacob Paradisgaard Hansen, der er Regional HR Manager i Jysk med ansvar for arbejdsmiljøet, til A4 Arbejdsmiljø. 

LÆS OGSÅ: Bæredygtigt arbejdsmiljø: Coronaen har været en øjenåbner for Jeudan-direktør

Han anerkender, at det nuværende materiale med retningslinjer for arbejdsmiljøet ikke er det mest brugervenlige. 

- Når vi kommer ud i virkeligheden, kan vi se, at vi gør rigtig mange ting rigtigt, men det er ikke alt arbejdsmiljømæssigt, der er lige let at finde. Derfor skal vi nu rydde op i eksisterende materiale og forenkle det, så bliver mere tilgængeligt. Blandt andet skal al information samles på et sted på vores interne net kaldet 'MYJYSK', så det ikke ligger alle mulige steder, hvor det ikke logisk giver mening at lede, forklarer han. 

Søsætter ny kampagne

Jysk planlægger i det nye år en kampagne, hvor ledere i Retail og HR over to uger i januar kommer ud i butikkerne for dels at gøre opmærksom på den nye, strømlinede information om arbejdsmiljøet, men ligeså meget for at slå et slag for det, at det gode arbejdsmiljø overholdes i en travl tid i butikkerne: 

- Vi vil gerne hæve armen og sige: 'Husk nu at passe på hinanden derude'. Når det går stærkt, kan man måske ty til uhensigtsmæssig adfærd i arbejdsmiljøsammenhænge – eksempelvis ved at løfte for tungt eller ukorrekt, eller hvad det nu kunne være, fortæller Jacob Paradisgaard Hansen og tilføjer: 

- Dertil skal den her kampagne anvendes som en årlig tilbagevendende begivenhed. Netop de to uger her, som vi har valgt, kommer op til en travl tid, hvor vi går fra indoor til outdoor med flere havemøbler og så videre, hvor der sker rigtig meget i butikkerne med mange nye varer. Så det er et taktisk godt tidspunkt lige at flage for arbejdsmiljøet.

Kæmpe bonusser til ansatte

Trods knap så brugervenlige manualer, er Jacob Paradisgaard Hansen overordnet tilfreds med Jysk-koncernens arbejdsmiljøindsats. 

Den familiestiftede koncern gennemførte ved indgangen til 2020 en omfattende tilfredshedsundersøgelse blandt medarbejderne, som ifølge Jacob Paradisgaard Hansen kastede flotte resultater af sig.

- I undersøgelsen scorede vi 77 point ud af 100 på arbejdsmiljø på en skala, hvor 75 normalt betragtes som 'meget godt'. Det er klart, at vi vil mere. På linje med den måde, Jysk driver forretning på, ser jeg de 77 point som grundlaget for at gøre det endnu bedre, siger han. 

Om medarbejdertilfredsheden kan aflæses én til én med tilfredsheden over den årlige bonus, Jysk giver sine medarbejdere, skal være usagt. I hvert fald har koncernen de senere år givet sine ansatte klækkelige bonusser alt afhængig af, hvor stort et overskud den enkelte Jysk-forretning har haft. 

I nogle af de lande, vi opererer i, er det at få sin løn til tiden ikke en menneskeret. Det kan lyde banalt i danskeres ører, men når vi mødes på tværs af lande, så lyder tilbagemeldingerne fra blandt andet Østeuropa, at det, vi kan tilbyde, er noget, der er meget værdsat og noget, som de ansatte er stolte af og glædeligt beretter om til deres bekendte
Jacob Paradisgaard Hansen, HR Manager i Jysk

2020 er ingen undtagelse. Takket være et godt regnskabsresultat 2019/2020 udbetaler man nu en bonus, der i gennemsnit er den største til medarbejderne i selskabets historie. 

Gennemsnitsbonussen lyder således i år på 31.000 kroner

LÆS OGSÅ: Giver ansatte rekordstor bonus: Elev får 95.000 kroner

FN's verdensmål som inspirationskilde

Jysks fokus på medarbejdertrivsel rækker også ud over Danmarks grænser. Koncernen har i dag forretninger i det meste af verdenen. Heriblandt i det meste af Østeuropa, Rusland og hele Norden.

Det betyder, at virksomheden nu opererer i verdensdele, der har vidt forskellige tilgange til arbejdsmiljøet.

Men én ting er sikkert: Jysks danske værdisæt omkring medarbejderhåndtering skal efterstræbes overalt, forklarer Jacob Paradisgaard Hansen. 

- Det bestræber vi os på i høj grad at efterleve i det daglige – blandt andet gennem uddannelse af vores ledere på tværs af lande og kulturer, siger han.

Jysk-koncernen lader sig blandt andet inspirere af FN's verdensmål, der arbejder ud fra målsætningen om at 'arbejdstagernes rettigheder skal beskyttes og et sikkert og stabilt arbejdsmiljø for alle arbejdstagere skal fremmes'.

Mange danskere forbinder Jysk med stifter Lars Larsens salgs-parole 'jeg har et godt tilbud til dig'. Og netop et godt tilbud er også, hvad særligt koncernens østeuropæiske medarbejdere mener, de får, når vi snakker verdensmålet om arbejdsmiljø – nemlig løn til tiden.

- I nogle af de lande, vi opererer i, er det at få sin løn til tiden ikke en menneskeret. Det kan lyde banalt i danskeres ører, men når vi mødes på tværs af lande, så lyder tilbagemeldingerne fra blandt andet Østeuropa, at det, vi kan tilbyde, er noget, der er meget værdsat og noget, som de ansatte er stolte af og glædeligt beretter om til deres bekendte. At behandle vores ansatte ordentligt efter skandinaviske principper og etik er en fundamental del af hele vores værdigrundlag, slår Jacob Paradisgaard Hansen fast.