20201116-172831-L-1920x1280we
Det europæiske smitteagentur, ECDC, modsiger nu Kåre Mølbak, tidligere faglig direktør i SSI, der brugte agenturet som blåstempling af beslutningen om at aflive mink 5. november. (Arkivfoto) Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Afviser Kåre Mølbaks argument for minkaflivning

18. feb 2021, 07:42
SSI sagde dagen efter beslutning om minkaflivning, at der var international opbakning. Det afviser agentur nu.

Nye oplysninger trækker yderligere i retning af, at regeringen og myndighederne stod på et tyndt grundlag op til beslutningen om at aflive alle mink i Danmark.

Det skriver Berlingske.

Daværende faglig direktør i Statens Serum Institut (SSI), Kåre Mølbak, gav på et pressemøde 5. november indtryk af, at der var international opbakning til beslutningen fra det europæiske smitteagentur, ECDC.

Men det er ikke korrekt, oplyser agenturet i en mail til Berlingske.

Kåre Mølbak sagde også 5. november - dagen efter beslutningen om aflivningen af mink - at der var opbakning fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

Men i en risikovurdering fra WHO dateret 6. november 2020 er der heller ingen anbefalinger om at aflive mink.

Dermed ser det ud til, at de danske myndigheder foregav, at der var langt større opbakning til det store indgreb, end hvad der reelt var tilfældet.

Sådan lyder vurderingen fra Ole Olesen, direktør for European Vaccine Initiative – et privat nonprofit-foretagende, der støtter den globale vaccineindsats.

Han har haft ledende stillinger i flere EU-tilknyttede organisationer og har stort indblik i ECDC's arbejde. Ole Olesen understreger, at ECDC slet ikke har mandat til at rådgive de enkelte medlemslande.

- Man kan få det indtryk på pressemødet, at ECDC har rådgivet og blåstemplet den danske beslutning. Det ser der ikke ud til at være dækning for, siger Ole Olesen til Berlingske.

Professor Poul Nissen forsker i molekylærbiologi ved Aarhus Universitet og har fulgt forløbet om cluster 5-varianten tæt. Han vurderer, at de danske myndigheder tog ECDC til indtægt for en opbakning, der ikke fandtes.

Berlingske har fået en skriftlig kommentar fra SSI, som ikke direkte kommenterer en mulig kløft mellem udlægningen 5. november og ECDC's forklaring i dag.

Instituttet skriver, at det ikke har rådgivet om aflivning, men om risici for virusspredning og udvikling af mutationer ved store minkopdræt.

/ritzau/