Integrationsministeriet brød loven

6. okt 2008
Integrationsministeriet er igen i modvind. Denne gang i en konkret sag om familiesammenføring.

Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen kritiserer ministeriets behandling af et thailandsk-dansk par. De blev ifølge ombudsmanden nægtet oplysninger om deres ret til familiesammenføring via EU-reglerne.

"Ministeriet har ikke opfyldt sin vejledningspligt," hedder det blandt andet i ombudsmandens kritik, skriver Politiken.

Det er første gang, at ombudsmanden åbent kritiserer regeringen for ikke at overholde loven i sager om familiesammenføring efter EU-reglerne, hvilket gør kritikken udsædvanlig.

Og kritikken kan karakteriseres som "alvorlig", suger forvaltningsekspert Sten Bønsing fra Aalborg Universitet.

"Ombudsmanden bruger ordet kritisabelt, og det er bestemt i den grovere ende. Og det er helt på sin plads. Der er her tale om et oplagt groft brud på vejledningspligten," siger Bønsing til avisen.

/Newspaq/

faktaboks
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her