Institut: Værnepligt spild af penge

2. nov 2008
Værnepligten er spild af penge, viser ny rapport. De værnepligtige ønsker nemlig ikke at fortsætte som soldater når pligten er overstået.

Der er ingen fordele ved at fortsætte med at have en fast værnepligt i Danmark, viser tal fra institut, der er finansieret af Forsvarsministeriet.

Omkring hver tiende i en ungdomsudgang bliver indkaldt til Forsvaret, men det er spild af penge, siger en ny rapport. Tre ud af fire værnepligtige ønsker nemlig ikke at fortsætte arbejdet for forsvaret efter værnepligten, og dermed er alle pengene, der er brugt på deres militære uddannelse tabt. Det skriver Berlingske Tidende.

Bag udmeldingen står forskere fra Dansk Institut for Militære Studier, der er et uafhængigt institut, der finansieres af Forsvarsministeriet.

Instituttet har undersøgt, hvordan det er gået i en række europæiske lande, hvor man har droppet værnepligten, blandt andet Frankrig og Holland, og sammenlignet med erfaringerne fra Danmark.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Herhjemme hævdes det ofte, at værnepligten øger den folkelige forståelse for forsvaret, og samtidig gør det lettere at finde soldater til udsendelse. Erfaringerne fra de andre europæiske lande viser dog, at det er lettere at finde soldater til udsendelse uden værnepligten, og at den folkelige opbakning til forsvaret ikke falder.

"Man kan ikke tale om værnepligten som en kobling til samfundet, når kun en tiendedel af en ungdomsårgang aftjener værnepligt. Det batter ikke rigtigt. Der er jo heller ikke tale om, at vi tager de dygtigste unge. Tværtimod sorterer vi de dårligste fra og tager så en tiendedel af dem, der lige akkurat har klaret kravene," siger major Henrik Jedig Jørgensen, som er en af rapportens to forfattere, til avisen.

Der er dog ikke noget der tyder på, at vi er ved at sige farvel til værnepligten. Ifølge en meningsmåling foretaget af Gallup for Berlingske Tidende er der nemlig et stort flertal for ordningen i befolkningen. Mens 40 procent af danskerne vil afskaffe værnepligten, så vil hele 54 procent bevare den. Samtidig har forsvarsminister Søren Gade slået fast, at værnepligtens bevarelse er en vigtig, borgerlig mærkesag.

Værnepligten koster i dag samfundet 318 millioner kroner om året.

-Newspaq

faktaboks