Inger Støjberg (V) regner med at miste sit retsordførerskab i Venstre efter, at partiet har besluttet at støtte en rigsretssag mod hende. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Inger Støjberg: Overvejer min fremtid i Venstre

14. jan 2021, 17:42
Til TV2 News siger Inger Støjberg (V), at hun regner med, at partiet tager hendes retsordførerskab fra hende.

Venstres tidligere næstformand og nuværende retsordfører, Inger Støjberg, regner med, at hendes retsordførerskab bliver taget fra hende.

Det siger hun til TV2 News efter, at Venstre torsdag valgte at stemme for en rigsretssag mod hende i sagen om ulovlig adskillelse af asylpar uden individuel vurdering i 2016.

- Jeg kan høre, at man regner med også at tage retsordførerskabet fra mig, siger hun.

Gruppeformand for Venstre, Karsten Lauritzen, sagde omkring klokken 15, at der endnu ikke er truffet beslutning om, hvorvidt Inger Støjberg kan beholde sit ordførerskab.

- Det er der ikke taget stilling til, sagde han.

I interviewet med TV2 fortæller Inger Støjberg, at hun fortsat overvejer, om hun har en fremtid i partiet.

- Det er helt naturligt, at jeg overvejer min fremtid i Venstre. Først sagde Jakob Ellemann-Jensen (V) (Venstres formand red.) at han ikke havde tillid til mig som næstformand og bad mig om at gå.

- Og næstefter give mig den ultimative mistillidserklæring ved at støtte en rigsret mod mig, siger hun.

I 2019 blev Inger Støjberg valgt som næstformand for Venstre efter opgøret, der kostede Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen deres poster som henholdsvis formand og næstformand.

Samarbejdet med formanden, Jakob Ellemann-Jensen, har dog ikke været let og de to har flere gange været på direkte kollisionskurs. I slutningen af juleferien valgte Inger Støjberg at gå fra posten, da hun blev bedt om det af partiets forretningsudvalg og Jakob Ellemann-Jensen.

Allerede her blev der spekuleret i, om Inger Støjberg var færdig i partiet. Og efter torsdagens udvikling er de forstærket.

- Jeg vender skråen. Men det er ikke så nemt endda. Jeg har selv været Venstre-mand i hele mit voksne liv og kommer fra en familie, hvor man har stemt venstre i generationer.

- Så at melde sig ud er ikke noget, man bare lige gør, siger Inger Støjberg til TV2.

/ritzau/