Ingen undersøgelse af soldaters psyke

5. nov 2008
Forsvarsminister Søren Gade V vil ikke bede om en samlet undersøgelse af hjemvendte danske soldater psykiske forhold.

Selvom et antal soldater vender hjem fra opgaver i udlandet med svære psykiske problemer efter rystende krigsoplevelser, så bliver der umiddelbart ingen undersøgelse af den psykiske tilstand hos de hjemvendte soldater.

Det siger forsvarsministeren ved Folketingets spørgetime onsdag eftermiddag.

"Det er op til Forsvarets psykologer at vurdere, om der er behov for en undersøgelse. Jeg er minister og ikke psykolog," siger Søren Gade, der peger på, at Forsvarets har 22 psykologer til at hjælpe soldater efter udsendelse.

Socialdemokraternes Julie Rademacher og Jens Christian Lund forlangte ministerens vurdering af behovet for en undersøgelse, fordi især børn af udsendte soldater risikerer at lide psykisk overlast, når deres forælder kommer hjem fra krigszoner i udlandet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Søren Gade kom dog med den indrømmelse, at Forsvarets regimentschefer ikke har samme muligheder for at støtte hjemvendte soldater som hidtil.

"Vi ramte ikke bulls eye ved seneste forsvarsforlig. Derfor skal vi have givet regimentscheferne en bedre bemanding, så de kan hjælpe soldaterne, når de kommer hjem," siger forsvarsministeren.

Forsvarsforliget skal genforhandles til foråret 2009.

-Newspaq

faktaboks