Ingen af de 24.054 selskaber, der havde fået bevilget lønkompensation pr. 1. maj, inden de nye regler trådte i kraft, lever op til reglernes definition af, hvad det vil sige at have base i skattely. (Arkivfoto) Foto: Sarah Christine Nørgaard/BT/Ritzau Scanpix

Corona-støtte: Ingen rammes af nye skattelyregler

19. maj, 20:30
Danske regler mod skattely ser ikke ud til kunne at afskære et eneste af de selskaber, der hidtil har fået tildelt hjælpepakker fra at få yderligere støtte, viser kortlægning.

Nye regler vil ikke afskære et eneste af de firmaer med ejere i skattelylande, der indtil nu har fået del i de danske hjælpepakker under coronakrisen, fra at få yderligere støtte.

LÆS OGSÅ: TV-vært forlod branchen - Nu ruller millionerne ind

Det viser en aktindsigt i de selskaber, som har fået tildelt lønkompensation via hjælpepakkerne, kørt sammen med et dataudtræk fra Det Centrale Virksomhedsregister, som Dagbladet Information har foretaget.

Ingen af de 24.054 selskaber, der havde fået bevilget lønkompensation pr. 1. maj, inden de nye regler trådte i kraft, lever nemlig op til reglernes definition af, hvad det vil sige at have base i skattely. Reglerne er således ikke andet end et slag i luften, konstaterer Søren Friis Hansen, juraprofessor på CBS Law med speciale i selskabs- og skatteret.

- Det er fordi, vi er et demokratisk retssamfund, hvor man ikke på den måde kan regulere ud fra, om man kan lide nogen eller ikke lide nogen, men kun ud fra om de følger reglerne eller ej, siger han til Information.

I en bekendtgørelse fra erhvervsminister Simon Kollerup (S), der udmønter den politiske aftale, er reglen formuleret sådan, at "kompensation er betinget af, at virksomheden selv eller en legal ejer, der har kontrol med virksomheden, fx i form af besiddelse af en ejerandel på mindst 25 pct., ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over lande med skattely".

Ifølge EU-retten er det nemlig "kun" muligt for myndighederne at se på den person eller virksomhed, der "umiddelbart står som legal ejer", som Erhvervsstyrelsen har formuleret det i et svar til Information.

LÆS OGSÅ: DR truet af stor strejke midt i coronakrise

En legal ejer er defineret som en person eller virksomhed, der »direkte« ejer mindst fem procent af en virksomheds ejerandele eller stemmerettigheder, fremgår det af Erhvervsstyrelsens hjemmeside.

Det betyder altså, at reglerne kun kan ramme selskaber, der er direkte ejet fra et af de sortlistede skattely. Hvis et selskab i Danmark på papiret er ejet af et selskab i eksempelvis Luxembourg, som igen er ejet af et selskab på de sortlistede Caymanøer, kan de ikke udelukkes fra hjælpepakkerne, forklarer Søren Friis Hansen.

Heller ikke selv om det reelt er selskabet på Caymanøerne, der er den endelige ejer af det danske selskab.

- Danmark kan intet gøre over for et selskab med sådan en struktur, med mindre man har en konkret mistanke om, at der er tale om skatteunddragelse, siger Søren Friis Hansen.

Han bakkes op af Karsten Engsig Sørensen, der er professor i selskabsret og EU-ret ved Aarhus Universitet.

- Når der i bekendtgørelsen står ’legal ejer’, så betyder det den direkte ejer, siger han.

Information har siden i fredags forsøgt at få regeringen til at forholde sig til sagen. Mandag eftermiddag vendte skatteminister Morten Bødskov (S) tilbage med et skriftligt svar, hvor han dog ikke forholder sig til de konkrete spørgsmål.

Enhedslistens skatteordfører Rune Lund fastholder over for Information, at de nye regler vil kunne bruges til at forhindre selskaber, der igennem en kæde af selskaber ejes fra et sortlistet skattely, i at få adgang til hjælpepakker.

- Vi holder fast i, at vi har en meget klar aftale. Sagen er jo, at alle de her selskaber, der er i skattely, de har en konstruktion i flere led. Så hvis vi havde godkendt en tekst, som sagde, at hvis bare man er organiseret i mange nok led, så kan man godt modtage hjælpepakker, selvom man er i skattely, så ville det ikke give nogen som helst mening overhovedet, siger han.

LÆS OGSÅ: TV-vært forlod branchen - Nu ruller millionerne ind