Ingen aktuelle planer om færre chefer

23. apr 2010
Men rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg følger udviklingen nøje.

Politiforbundet er ikke i tvivl: Der er for mange chefer i dansk politi.

Det er konklusionen tre år efter, at politireformen blev vedtaget.

Og det skal der gøre noget ved, mener man både ude i politikredsene og i Politiforbundet.

Men det er Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg ikke enig i.

"Rigspolitiet har ingen aktuelle planer om at reducere antallet af chefer i dansk politi. Men det er klart, at det er et område, som vi nøje følger," siger Jens Henrik Højbjerg.

Han fastslår, at der blev skåret ned på antallet af chefer, da man i forbindelse med politireformen gik fra 54 til 12 politikredse.

"Det var en væsentlig reduktion. Vi gik fra cirka 1750 til cirka 1200 chefer. Og det er ikke det rigtige tidspunkt at rykke mere ved det på lige nu," siger rigspolitichefen.

Spørgsmålet er dog om det ”rigtige” tidspunkt ligger lige rundt om hjørnet.

Afventer budgetanalyse

Netop nu venter nemlig både dansk politi og politikerne på resultatet af den budgetanalyse, som regeringen har bedt konsulentfirmaet McKinsey om at lave.

Der skal spares op mod en halv milliard kroner i dansk politi, og McKinsey er snart klar med en række konkrete bud på, hvordan man kan effektivisere politiets arbejdsgange.

"Men vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige, hvornår budgetanalysen ligger klar," siger Jens Henrik Højbjerg.

En anden rapport fra i sommer – lavet af konsulentfirmaet Boston Consulting Group – pegede dog på, at dansk politi ville opnå en ledelsesmæssig gevinst ved i fremtiden at lave en mere enkel struktur med færre ledelseslag.

Jens Henrik Højbjerg vil ikke kommentere på, om der i McKinseys budgetanalyse ligger en anbefaling om at slanke i cheflaget i dansk politi.




Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her