Industriens ansatte vrede over 38 timer

11. maj 2010
LO får ikke den store opbakning fra baglandet i sin støtte til oppositionens forslag om en arbejdsuge på 38 timer.

Selv om LO umiddelbart ser positivt på at hæve arbejdsugen med en time til 38 timer,  er der ikke samme lydhørhed hos LOs bagland.

Flere tillidsfolk, som repræsenterer tusinder af ansatte på største danske industrivirksomheder, kalder forslaget noget skidt og et skridt i den gale retning.

"Det er en rigtig dårlig idé. Vores umiddelbare holdning er, at man hellere burde skabe nogle industriarbejdspladser," siger fællestillidsmand hos Glud og Marstrand Bent Thomsen.

Det er S og SF, som står bag forslaget, der skal indbringe den slunkne statskasse 15 milliarder kroner mere om året. Det kan hjælpe til at komme godt gennem krisen uden at spare på velfærden, mener partierne. LO har støttet forslaget mod, at staten til gengæld punger mere ud til dagpenge.

Vrede miner i hele industrien

Hos AVK Danmark kan de ansatte ikke forstå, at de skal betale for det kaos, som er skabt af bankerne.

"Vi har lige talt om det her i frokostpausen. Det forslag bryder vi os slet ikke om. Det er underligt, at vi skal til at betale for det kaos, som bankerne har skabt," siger fællestillidsmand Lars Damgaard hos AVK Danmark.

Og hos Novo Nordisk og Linak er der heller ingen forståelse for S og SFs forslag.

"Det er et ualmindeligt dårligt forslag. Nu har vi kæmpet for at komme ned i tid, så er der da slet ingen mening med at gå den anden vej," siger fællestillidsmand Niels Erik Olsen fra Novo Nordisk.

"Det virker som et skridt i den gale retning, når vi så længe har kæmpet for at komme ned i tid. Men jeg vil ikke udelukke noget på forhånd," siger Kjeld Christiansen fællestillidsmand hos industrigiganten Linak.

'Bland jer uden om'

Heller ikke hos Bang og Olufsens tillidsfolk er begejstringen stor.

"Det kan godt være, at politikerne synes det er en god idé. Men det her er noget arbejdsmarkedets parter bestemmer. Jeg er glad for, at overenskomstforhandlinger er overstået for et sådan udspil ville helt sikkert have givet en del modstand. Men jeg vil ikke udelukke, at der kan være nogle grunde," siger fællestillidsmand hos Bang og Olufsen Karsten Grønholdt Hansen.

S og SF vil være spiselige

Hos NKT er fællestillidsmanden også noget loren ved udspillet.

"Jeg tror, at det gode gamle parti har kastet sig ud i noget for at gøre sig spiselig. Det lægger op til en valgkamp. Hvis vi overhovedet skal arbejde mere, så skal det kaste noget af sig til os i en eller anden form. Det skal i hvert fald ikke være gratis for arbejdsgiveren," siger fællestillidsmand hos NKT Flexible Gunnar Jørgensen.

Der skal gøres noget

Men hos Danfoss er tillidsmanden mere åben over for forslaget.

"Det er selvfølgelig den forkerte vej at gå, men industrien flytter, hvis ikke vi gør noget. Om det er lige 38 timer, der skal til, ved jeg ikke. Det politiske system skal gøre det muligt at beholde arbejdspladserne i Danmark. Lige nu ser det skidt ud," siger fællestillidsmand hos Danfoss Gunnar Jensen.