IKEAansatte klager over racisme og lav løn

24. apr 2011
Hos IKEA i USA er det forbudt at organisere sig, fortæller ansatte. Er du sort, får du lavere løn og dårligere arbejde, lyder anklagen.

Forbud mod at organisere sig i fagforeninger, racisme, overarbejde uden varsel og ekstremt lave lønninger.

Sådan lyder anklagerne fra 335 arbejdere på en IKEA-fabrik i staten Virginia i USA.

For tre år siden ankom den svenske møbelgigant til byen Danville, der ligger i det østlige USA. Og med åbningen af fabrikken steg optimismen i en region, hvor firmaer normalt hurtigt drejer nøglen om, og hvor arbejdsløsheden er høj.

Får 41 kroner i timen

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Men siden er de ansattes humør faldet voldsomt, skriver den amerikanske avis Los Angeles Times og flere svensker medier.

Arbejderne klager også over lave lønninger, som ligger på halvdelen af gennemsnittet i området – kun 41 kroner i timen betaler fabrikken. En tredjedel af de ansatte får muligvis endnu mindre i løn, da de er ansat via vikarbureauer.

"Jeg har ligeså hårdt brug for pengene, som alle andre. Men jeg har også behov for at have et liv," siger Kylette Duncan på 52 år til avisen Los Angeles Times.

Hun sagde sit job hos IKEA og tog et job til en lavere løn, fordi hun blev tvunget til at tage overarbejde. Derfor var hun nødt til at aflyse lægebesøg med sin syge mand.

Det blev for meget for Kylette Duncan og flere andre ansatte, der har sagt deres job op, selvom der ikke er mange ledige stillinger i området.

Sorte ansatte klager over racediskrimination

Seks sorte, tidligere ansatte har indgivet klager til myndighederne om racediskrimination. De fortæller, at de altid fik de dårligste job med den laveste løn, og at de altid fik tildelt de mest upopulære skift fra klokken 23 til syv om morgenen.

En del af arbejderne på fabrikken, som er drevet af Swedwood – et af IKEA’s datterselskaber – har forsøgt at organisere sig fagligt. Men da ledelsen fik nys om det, hyrede de et advokatfirma, som har specialiseret sig i at holde fagforeningerne væk fra firmaer.

Ledelsen tvang de ansatte til at gå til møder, hvor den forsøgte at presse arbejderne til ikke at organisere sig, skriver Los Angeles Times.

I USA er såkaldte Union Busters udbredt - firmaer, der lever af at bekæmpe fagforeninger.

 

IKEA: Forskellige holdninger

Avisen.dk har kontaktet IKEA-koncernens hovedkvarter i Sverige, der har sendt denne kommentar via e-mail.

”IKEA-koncernen er opmærksom på de forskellige holdninger, der er til arbejdsforholdene på Swedwoodfabrikken i Danville. Gennem IKEAs adfærdskodeks, IWAY, kræver vi, at vores leverandører overholder national lovgivning og respekterer retten til faglig organisering og retten til ikke at tilslutte sig en fagforening,” skriver koncernen, der sidste år høstede mere end 20 milliarder danske kroner i overskud.

”Vi kræver også, at vores leverandører som minimum betaler mindstelønnen og drager omsorg for de ansattes sikkerhed. Swedwood i Danville er godkendt i henhold til IKEAs adfærdskodeks, IWAY, og er en vigtig leverandør til IKEA. IKEAs globale principper om medarbejderrelationer og foreninger gælder også for Swedwood”.

Avisen.dk har kontaktet IKEA-selskabet Swedwood for at få selskabet til at kommentere anklagerne om løndumping, racisme og anti-fagforenings-kampagner. Swedwoods talskvinde, Ingrid Steen, skriver i en e-mail, at Swedwood ikke kan genkende kritikken fra ansatte og fagforening, og at der er indgået forlig omkring anklagerne om racediskrimination, hvilket forhindrer virksomheden i at kommentere de konkrete anklager.

"Aktuelt er det kun 5 ansatte, der får 8 dollar i timen (41 kr.). Vikarbureauerne beslutter selv, hvor meget de vil betale," skriver Swedwood, der også afviser, at ansatte skulle blive opfordret til at droppe fagforeningerne: "Det er frivilligt".

 

Svensk fagbevægelse er rystet

De mange sager fra fabrikken i Danville har trukket overskrifter i Sverige, og svenske fagforeningsfolk gør opmærksom på, at IKEA’s egne retningslinjer tillader arbejdere at organisere sig, og at alt overarbejde skal ske frivilligt.

"IKEA er et meget stærkt brand, og i deres forretningsprofil læner de sig op ad en form for god »svenskhed«. Det bliver et problem, når de opfører sig, som de gør i USA. For os er det et enormt problem," siger Per-Olaf Sjöö, talsmand for den svenske fagforening GS, til Los Angeles Times.

IKEA I USA

Læs om sagen på den amerikanske fagforening BWI's hjemmeside her.

BWI: Building and Wood Worker's International

www.bwint.org