Tæt på verden: I Yemen dræber voksne hinanden og børn sulter

28. maj 2012
Mens Yemen falder fuldstændig fra hinanden skabes et massiv sultproblem i landet. Selv med nye donorpenge er det svært at hjælpe børn.

Trods voldsomme opgør med mange døde mener Unicef, at fejlernæring er Yemens største problem. Ved et donormøde i nabolandet Saudi Arabien har Yemens venner tilbudt fire milliarder dollars til at bekæmpe fødevarekrisen.

Langt over halvdelen af børn under fem har vækstproblemer på grund af fejlernæring. Alene i Yemen er over en million små børn meget underernærede, hvilket fører til mange dødsfald.

Stormagtskonflikter og religiøst had dræber mange, men i kulisserne er der fem millioner små piger og drenge uden adgang til rent vand og sanitære forhold. To og en halv million kommer ikke i skole, skriver Yemen Post.

Sammenbrud

Halvdelen af Yemens befolkning er børn. Alle er negativt påvirket af konflikter og på forskellig vis ofre for de voksnes konflikter og manglende evne til at få samfundet til at fungere. Des mere vold jo flere underernærede børn.

Hjælpeorganisationer er ofte ude med forudsigelser om katastrofale forhold og således også i Yemen. Syv store internationale humanitære organisationer forudser at halvdelen af landets befolkning vil sulte og en tredjedel af børnene i visse områder vil lide af mangel på mad.

FNs humanitære organisationer meddelte inden donorkonferencen, at knap halvdelen af de nødvendige midler var indsamlet. Nu skulle der igen være penge på kontoen.

Mange døde

I det sydlige Yemen bølger kampe frem og tilbage mellem islamister og regeringstropper. I nattens løb er i hvert fald 22 islamister dræbt ved luftangreb og sammenstød, rapporterer Reuters.

Antallet af selvmordangreb stiger med mange ofre til følge. Fredag gik det ud over en skole og deltagere i en protestmarch ved to bomber. Avisen the Guardian melder om 12 dræbte.

Angrebene, tilskrevet sunni-allierede med terrorgruppen al-Qaeda, kom få dage efter en soldat detonerede en skjult bombe og dræbte sig selv og i hvert fald 90 andre samt sårede 200.

Hidtil har målene i Yemen været soldater, der er beordret til at bekæmpe oprørerne i det sydlige Yemen, men nu synes angrebene at blive rettet imod civile og børn også.

Forværring

Politiske problemer og konflikter i både Yemens nordlige og sydlige provinser skaber flygtningestrømme, der gør hjælpearbejdet endnu mere kompliceret.

[pagebreak]

Sultproblemet i Yemen er fordoblet siden 2009, og den langtrukne seks måneder lange blodige ballade om at få forstødt diktator Abdullah Saleh efter 33 år gjorde ondt værre.

Saleh trådte tilbage for et halvt år siden og hans vicepræsident overtog styret. Det betyder på ingen måde, at konflikten i samfundet er overstået. Saleh og hans familie stritter imod at miste deres indgroede magt i samfundet.

Tusinder af demonstranter fra 300 forskellige grupperinger lever i en teltlejr i bymidten. De kræver fortsat demokratiske reformer. Samtidig udfordrer svært bevæbnede klaner styret, militser florerer og sabotage foregår dagligt. Og USA lader droner bombe al-Qaeda stillinger og huse mod syd.

Kvinders ret

I spil er mange vigtige forhold, herunder kvindernes fremtid i et samfund hvor de traditionelt ikke har meget at sige. De har deltaget i oprøret på lige fod med mænd og kræver respekt.

I dag synes de så godt som forsvundet fra teltlejren i hovedstaden Sanaa, skriver The New York Times fra Yemen. Myndighederne har rejst en trævæg for at adskille mænd og kvinder.

En konservativ muslimsk gruppe ved navn Al Islah har formået at drive de fleste kvinder tilbage i hjemmene blandt andet med anklager om at have gået hånd-i-hånd med kærester i gaderne. I teltlejren har der været slagsmål mellem de forskellige demonstrantgrupper.

Tæt på verden

En af landets mest erfarne u-landsjournalister, Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.