I Fælledparken er man ikke alene

1. maj 2010
Lørdag går det igen løs med røde faner, kampsange og fællesøl blandt arbejderne.

Så er det igen blevet tid til at kippe med de røde faner og skråle af lungernes fulde kraft.

Det er 1. maj, og den skal fejres på ægte arbejder-manér. Men hvordan?

Avisen.dk har fundet svaret hos 1.maj-veteranen Jim Staal, formand for 3F's Industri på Vestegnen.

Han er med sine 55 år en inkarneret del af arbejderbevægelsen og har fejret 1. maj lige siden begyndelsen af 70’erne, hvor han var en ung knøs i teenagealderen. Men hvad har så ændret sig siden de glade 70'ere til i dag?

Dagens gang

Ikke så meget, mener Jim Staal.

For når alt kommer til alt, forenes kræfterne stadig i en stor sammenslutning i en park et sted i landet.

Og sådan var det også for 15 år siden. Og for 25 år siden.

For Jim Staal  starter dagen med møde i den lokale partiforening ved 6-7-tiden om morgenen, hvor der typisk også er deltagelse af et par politikere.

Her sidder de et par timer, inden turen fortsætter med demonstration i byen, hvor man til sidst mødes i Fælledparken. Her står den på politiske taler, underholdning og fællessang.

1. maj er traditionelt også en mulighed for politikerne til at løfte sløret for nye politiske dagsordener.

Det er dog ikke det, Jim Staal lægger mest mærke til. Det er derimod kampkraften og fællesskabet.

”Og det kan man mærke. Man kan mærke, når man er i Fælledparken. Der er man ikke alene, og der er folk, der tænker som en selv. Der er både kamp og fest.” beretter han.

Man får lyst til en bajer

1. maj er dog ikke kun politiske taler og fællessang. Der skal også være plads til en lille tår.

Eller som Jim Staal han prosaisk udtrykker:

”Man får lyst til en bajer.”

"I gamle dage blev der også drukket en del flasker Gammel Dansk. Men det gør der ikke så meget længere. Før i tiden slog man lidt mere til søren!”

Udover at der drikkes lidt mindre snaps, kan Jim Staal dog ikke komme i tanke om, hvad der er ellers har ændret sig siden de glade 70'ere. Det skulle da lige være mediernes dækning.

”1. maj forplanter sig ikke i samfundet, som det gjorde tidligere,” siger han og peger på, at der er skåret gevaldigt ned på de journalistiske reportager på kampdagen.

Når de faglige oplæg slutter hen på eftermiddagen, er 1. maj også så småt forbi, forklarer Jim Staal.

"Hvis ikke man fortsætter på værthus. Men det gør jeg ikke længere."

Det største var Fidel Castro

På spørgsmålet om hvilken 1. maj han mindes som den største, bliver vi pludselig rykket uden for landets grænser.

For 3-4 år siden befandt han sig nemlig i Cuba sammen med en million andre mennesker, som stod og kamp-svedte, mens en vis Fidel Castro lirede sin sidste 1.maj-tale af på tre stive timer.

”Den var præget af en hel masse gentagelser fra en gammel mand. Men det var meget specielt, og vi stod der på første parket og kunne se ham helt tæt på.”

En million mennesker kommer nok ikke i Fælledparken lørdag, men mindre kan også gøre det. Det vigtigste er som nævnt fællesskabet.