Forfatter: Politiske stenhjerter har taget håbet fra syge mennesker

2. jan, 09:44
2010’erne blev et årti med nogle af de største forringelser af lovgivning om og forvaltning af social-, beskæftigelses- og sundhedspolitik i mands minde. Der er behov for politiske lempelser, hvis sygdomsramte mennesker skal have håb for fremtiden.

VÆR VELKOMMEN, 2020, og godt nytår til alle jer derude!

Så gik endnu et år og et helt årti med social-, beskæftigelses- og sundhedspolitiske forringelser for vort folk. Års- og årtiskiftet er anledning til en status over den førte politik og dens konsekvenser for mit folk.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er træt af politikere, der forringer den grundlæggende velfærd for sygdomsramte, mennesker med handicap, ældre, hjemløse og andre socialt udsatte eller svagt stillede mennesker i vort land. Nu har jeg selv fulgt disse politiske områder siden 2012, og det er kun blev værre og værre, uanset hvor meget nogen af os har råbt vagt i gevær. Jeg har skrevet så mange artikler om disse områder, at jeg ikke har tal på dem – indtil videre igennem otte år. Har det alt sammen været forgæves? I forhold til flertallet af politikere fornemmer jeg i al fald, at jeg har udtrykt mig for døve øren.

Alle skulle arbejde, uanset om de var levende eller næsten døde.
Lisbeth Riisager Henriksen, cand. mag. og forfatter

I 2010’ERNE BLEV STORE dele af den tidligere socialpolitik (blandt andet førtidspension) konverteret til beskæftigelsespolitik. Alle skulle arbejde, uanset om de var levende eller næsten døde. Nogle af de værste forringelser fra det forgangne årti er reformerne af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge, kontanthjælp, klagesystem, refusionssystem og ghettolovgivning. Og herforuden den mistillidsdagsorden, som forskellige beskæftigelsesministre fra Mette Frederiksen (S) og frem har bragt til torvs over for alle grupper af personer, der frekventerer det offentlige forsørgelsessystem, uanset om de så er syge eller raske, og over for lægestanden og dens faglige skøn.

De allerværste forringelser har udtrykt sig derved, at syge mennesker er blevet forhalet i deres ret til afklaring, blandt andet med forhalingsforløb benævnt "ressourceforløb", som forsinker afklaringsretten i op til ti år eller mere (en borger kan tilkendes flere ressourceforløb af 1-5 års varighed). Det er sammenligneligt med tortur at skulle vente så længe på afklaring på et tidspunkt, hvor alting allerede er prøvet – for ressourceforløbet endte jo med, absurd, at blive en sen og ikke tidlig indsats. Ingen kan holde til at vente så længe på en afklaring af, hvor de står i livet, og at være overladt til den fuldstændige uvished.

SLEMME VAR OGSÅ forringelserne af fleksjobordningen, som har klientgjort arbejdstagere i fleksjob samt devalueret dem på deres lønmæssige rettigheder. Regulær løndumping blev en del af den officielle beskæftigelsespolitik.

Forringelserne af førtidspensionssystemet har også 'sat sig' i forvaltningen af kontanthjælpslovgivningen, således at mange varigt syge mennesker bliver parkeret på kontanthjælp i årevis i stedet for at få en afklaring. Dette kombineret med krav om 225 timers løntimer og kontanthjælpsloft har sat mange sygdomsramte borgere og deres familier i en virkelig kattepine. Vi har set familier, som har måttet vælge mellem medicin og mad, eller hvor forældrene måtte undvære ét af dagens måltider for at sikre, at børn i voksealderen fik et minimum af føde. 64.500 børn er blevet bragt i (relativ) fattigdom og risikerer konsekvenser for resten af deres liv.

Der er også i det forgangne årti blevet lavet politiske forringelser af vilkårene for hjemløse, blandt andet tiggerloven og zoneforbuddet.
Lisbeth Riisager Henriksen, cand. mag. og forfatter

Så er der sygedagpengereformen. Den har tilsvarende presset langvarigt sygemeldte hårdt efter de første 22 uger, hvor det kræves, at de skal kunne komme med en positiv fremtidsprognose for at få forlængede sygedagpenge. I mange tilfælde er det slet ikke muligt at komme med så specifikke prognoser for sygemeldte menneskers fremtidige arbejdsevne.

2019 blev året, hvor min kritik af denne beskæftigelsespolitik også rundede forhold som antal døde fra forskellige ydelser. Vi fik oven i købet tal på antal personer, som har suicideret – jeg skriver om dem i løbet af begyndelsen af det nye år. Dødstal, tortur, håbløshed og fortsat total radiotavshed fra den nye regering – der er meget lidt at basere en nytårsoptimisme på området på. Nå ja – og så glemte jeg endda at nævne en mestendels fraværende og ukritisk presse, disse alvorlige forhold til trods.

GHETTOLOVGIVNINGEN har nu gjort det sværere for personer på overførselsindkomst – også på grund af sygdom – at få ny bolig i nogle af de almene boligområder, som nu betragtes som ”ghettoer” eller ”hårde ghettoer”. Nu er stigmatiseringen også flyttet ind i den almene boligsektor, hvor vi ellers tidligere alle sammen har været lige for loven. Hvor skal disse mennesker så bo?

Der er også i det forgangne årti blevet lavet politiske forringelser af vilkårene for hjemløse, blandt andet tiggerloven og zoneforbuddet. Og hele socialområdet – børn og voksne med handicap, tvangsanbringelser af børn osv. – sejler. Retssikkerheden er mange steder helt fraværende.

SUNDHEDSOMRÅDET HAR ligeledes været udsultet økonomisk længe, og der er i det officielle sundhedsvæsen sket en (fortsat) udskillelse af patienter med såkaldte funktionelle lidelser – en udskillelse, som betyder, at disse patienter mister retten til videre somatisk udredning i sundhedsvæsenet, at de nu henvises til psykiatriske terapier, psykofarmaka mv., og at deres eventuelle sager i det sociale system og i forsikringsselskaber kan syltes ud fra det dogme, at psykisk sygdom altid kan helbredes. Efter min mening er disse læger kvaksalvere, selvom man definitorisk ikke kan være kvaksalver, hvis man hører under det officielle sundhedsvæsen.

DET SENESTE ÅRTI har endvidere bragt utallige nye lovgivninger og bekendtgørelser med totalitære tendenser til tvangsregistrering af sundhedsdata og andre meget personfølsomme data
Lisbeth Riisager Henriksen, cand. mag. og forfatter

Derudover har folk med sjældne sygdomme fået sværere ved at få udredning og behandling, ligesom mange patienter med for eksempel psykiske sygdomme eller lungesygdomme behandles stedmoderligt. Og så fik man oprettet Medicinrådet, som i økonomiens hellige navn skal prioritere sygehusmedicin og patienter ud fra betragtninger om både faglig relevans og økonomisk effektivitet. Her kommer patienter med sjældne sygdomme og dyr medicin ofte til kort.

DET SENESTE ÅRTI har endvidere bragt utallige nye lovgivninger og bekendtgørelser med totalitære tendenser til tvangsregistrering af sundhedsdata og andre meget personfølsomme data – blandt andet vores DNA – ligesom Udbetaling Danmark har fået beføjelser til at kontrollere mere end halvdelen af befolkningen uden, at der ligger nogen konkret mistanke om snyd til grund.

Det blev også årtiet, hvor digitalisering af kontakten med det offentlige blev tvunget igennem for størstedelen af befolkningen, og hvor ny lovgivning skal gøres digitaliseringsklar. Retssikkerheden? Den er blevet væk.

JEG HÅBER, AT VI i det nye år og årti kan få statsminister Mette Frederiksen og vores øvrige politikere i tale, så de forstår, at de har bragt vores samfund helt på afveje. Det er tid til at give slip på politiske stenhjerter og lytte ydmygt til, hvad befolkningen ønsker. Ikke mindst til de syge, hvis liv fortsat er helt i politikernes hænder.