20210324202004369_1000
Lars Løkke Rasmussen tror selv på, at han er på stemmesedlen i en eller anden form til næste valg til Folketinget, hvis regeringen sidder perioden ud. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Hvis valg i 2023: Løkke tror han finder tilbage på stemmesedlen

24. mar 2021, 21:07
Lars Løkke Rasmussen tror, at han er på stemmesedlen til næste valg, hvis regeringen sidder perioden ud.

Den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen er tilsyneladende ikke færdig med politik. I en video på Facebook onsdag aften siger han, at han ønsker, at hans politiske netværk bliver et parti.

- Det er min bestemte ambition, at det her skal blive til et politisk parti, hvis ellers det indledende arbejde her over foråret viser, at det har bæreevne, siger han i videoen.

Det betyder ifølge Lars Løkke Rasmussen, at partiet ikke skal snuse til spærregrænsen, men "kan komme i Folketinget på en måde, der kan mærke". Desuden skal partiet kunne bygge bro over midten, mener han.

Planerne har den tidligere Venstre-formand, som nu er løsgænger, også luftet i et interview med Jyllands-Posten. Her siger han, at hvis der finder et folketingsvalg sted i 2023, så tror han, at han vil være på stemmesedlen.

Årstallet er ikke taget ud af blå luft. Der skal være valg senest fire år efter seneste valg til Folketinget, der fandt sted 5. juni 2019.

Derfor spørger Jyllands-Posten, om han vil være på stemmesedlen, hvis regeringen sidder perioden ud.

- Det tror jeg. Men jeg ved det ikke, svarer Løkke.

Lars Løkke Rasmussen annoncerede 1. januar i år, at han havde forladt Venstre og var blevet løsgænger i Folketinget.

Senere samme måned fortalte han, at han havde startet et politisk netværk. Dengang lagde han ikke skjul på ambitionen om, at netværket kunne blive til et parti, hvis der var "saft og kraft i den danske befolkning til det."

Det sagde han i et interview med TV2.

Siden er det politiske netværk blevet omdannet til en forening med en bestyrelse.

Tirsdag bekræftede debattøren og kommunikationsrådgiveren Jeppe Søe, at han er kommunikationschef for Lars Løkke Rasmussen.

Til Jyllands-Posten bekræfter den tidligere statsminister, at der er stiftet en erhvervsklub til netværket, og at der er oprettet et MobilePay-nummer, så donationer kan finansiere hans sekretariat på snart tre personer.

Den tredje person skal være en sekretariatsleder, og når den person er ansat, er der ifølge Lars Løkke Rasmussen ingen vej tilbage.

- Den ansættelse betyder, at processen er irreversibel, siger Lars Løkke Rasmussen til Jyllands-Posten.

/ritzau/