Hver tredje: Chefen forkæler firmaets duks

2. aug 2013, 06:00
Tæt på hver tredje mener, at deres chef har kæledægger, der altid bliver favoriseret. Få forskelsbehandlingen frem i lyset, råder fagboss.

Det halter med retfærdigheden på de danske arbejdspladser. I hvert fald hvis du spørger medarbejderne.

Tæt på hver tredje mener, at deres chef har udvalgte kæledægger, som altid bliver favoriseret. Det er resultatet af en rundspørge foretaget af analysebureauet Wilke for Avisen.dk.

680 repræsentativt udvalgte danskere i job har svaret. Næsten 10 procent er "meget enige" i, at chefen gør forskel på medarbejderne. Næsten 20 procent er "enige".

Mette Krøigaard er arbejdspsykolog og arbejder som chefkonsulent for firmaet Alectia, der rådgiver virksomheder i blandt andet ledelse. Hun er ikke i tvivl om, at ledere har medarbejdere, som de foretrækker, fordi de bidrager mere end andre.

"Langt de fleste ledere forsøger at udøve retfærdig ledelse. Men ledere vil da have kæledækker. Det er typisk medarbejdere, der yder en stor indsats eller udviser stærkt følgeskab over for lederen og virksomhedens mål," siger arbejdspsykologen.

Kæledækken får flere goder

Ifølge hende vil ledere ofte belønne medarbejdere, der for eksempel har arbejdet meget eller taget vagter for andre. Det kan ske ved, at de for eksempel i højere grad får fri, når de beder om det, mens andre måske får nej.

"Set fra en medarbejders synspunkt kan det se uretfærdigt ud. Derfor er det vigtigt, at ledelsen er klar og tydelig om, hvordan fordelingen af forskellige goder foregår. Jo mere klarhed og gennemsigtighed, desto mere vil medarbejderne opleve retfærdighed, også selvom alle medarbejdere ikke bliver behandlet ens," siger Mette Krøigaard.

Hun mener, at problematikken om kæledægger handler om netop retfærdighed på arbejdspladsen. Hvis en eller flere medarbejdere har en oplevelse af, at der bliver gjort uforklarlig forskel, kan det gå ud over både tilliden til ledelsen og samarbejdet.

"Måske vil man ikke yde så meget i samarbejdet med de medarbejdere, man opfatter som kæledægger. Man kan også nægte at dele viden med dem. Dermed bliver arbejdspladsen dårligere til at løse sin kerneopgave," siger arbejdspsykologen.

Sig fra til uretfærdighed

I HK/Handel ser formanden oftest forskelsbehandlingen stikke sit hoved frem i sager, hvor en medarbejder skal fyres eller flyttes til et andet skrivebord.

"I den slags sager kommer det ofte op til overfladen, at den eller den har et bedre forhold til chefen. Det er ikke et generelt problem, vi ser på alle arbejdspladser, men det er der," siger Per Tønnesen, der mener, at alle medarbejdere på en arbejdsplads har krav på at blive ledet efter de samme ledelsesprincipper, det samme belønningssystem og de samme lønprincipper.

HK/Handels råd til medarbejdere, der føler sig forskelsbehandlet, er at sige det højt.

"Snak med din chef. Fremlæg nøgternt, at det er din opfattelse, at nogle bliver favoriseret. Måske har det ikke noget på sig. Men hvis der er noget om snakken, vil det at sige det højt ofte løse problemet. Ingen chefer vil have hængende på sig, at de ikke udfører saglig ledelse," mener Per Tønnesen.

Som HK/Handel nævner, er det langt fra alle arbejdspladser, der har en chef, der forkæler firmaets duks.

Næsten 14 procent er "meget uenige" i, at deres nærmeste chef er gavmild med skulderklap over for visse kolleger og nærig over for andre. 23 procent er "uenige".

Det spurgte Avisen.dk om

 

Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn: Min nærmeste chef har sine kæledægger, der altid bliver favoriseret?

 

Meget enig: 9,3%

 

Enig: 19,0%

 

Hverken eller: 26,5%

 

Uenig: 23,0%

 

Meget uenig: 13,7%

 

Ved ikke: 8,5%

 

Total: 100%

 

Kilde: Rundspørge foretaget for Avisen.dk af analyseinstituttet Wilke blandt 680 repræsentativt udvalgte danskere i arbejde.