Hver fjerde på kontoret juleflirter

17. dec 2010, 12:00
På trods af meget stor mangel på mænd, lykkes det hver fjerde kommunale HKer at flirte ved julefrokosten.

I eftermiddag begynder årets sidste firmajulefrokoster.

Og selvom den foregår på kommunekontoret, er den absolut ikke usexet.

Mere end hver fjerde kontoransatte er involveret i flirteri under julefrokosten.

Det viser en undersøgelse foretaget blandt et repræsentativt udsnit af HK’ere i alle landets kommuner og regioner. I alt 804 medlemmer har deltaget i undersøgelsen, der er foretaget af HK/Kommunal.

Selvom tre fjerdedel svarer, at de aldrig har kastet så meget som et frækt blik under en julefrokost, er flirte-procenten faktisk høj, hvis man ser på kønsfordelingen, når borgerservice byder op til dans.

Det er nemlig en hær i sorte nylonstrømper, der indtager festlokalerne. Ud af HK/Kommunals 60.000 medlemmer i kommuner og regioner er  at 85, 4 procent kvinder.

På jagt i andre afdelinger

Undersøgelsen viser da også, at næsten 80 procent af de flirtende har været udenfor deres egen afdeling for at flirte.

Undersøgelsen siger dog ikke noget om,  hvorvidt de kvindelige HK'ere flirter med hinanden eller er søgt mod de mandlige 3F’erne i Vej og Park eller ingeniørerne i Teknik og Miljø. Men de kan søge længe, for lægger man alle faggrupper i kommunerne sammen, så er tre ud af fire ansatte kvinder.

"Nogle steder holder man jo fælles julefrokost for hele kommunen, og så er der faggrupper med flest mænd. Vi ved heller ikke, om de mandlige HK'ere synes, det er for meget eller er godt tilfredse med situationen," siger arbejdsmiljøkonsulent Niels Jakobsen fra HK/Kommunal.

Mindre end 10. har flirtet med chefen

I langt de fleste tilfælde er det kollegaer, der er omdrejningspunktet, når snakken bliver mere end venskabelig. Blot otte procent af de flirtende HK’ere angiver, at de har været i lag med chefen.

Det tal skal ikke være højere, hvis det står til Niels Jakobsen.

"Så længe flirteri er mellem to på samme niveau er det bare fint. Det er, når chefen ikke forstår, at sådan noget skal ledelsen lade være med, eller der opstår officielle eller uofficielle forhold mellem leder og medarbejder, at det er skidt for arbejdspladsen og både leder og medarbejder," siger Niels Jakobsen

Han er på ingen måde overrasket over flirtens udbredelse.

"En julefrokost, der er en fest på arbejdspladsen, har alle muligheder for at danne ramme om sværmeriet. Og som udgangspunkt mener jeg ikke, at en gang flirten kan gøre megen skade, når vi taler arbejdsmiljø," siger Niels Jakobsen.

Mest flirt i de store byer

Hvor meget der flirtes på de enkelte arbejdspladser afhænger af, hvor i landet man er ansat, viser undersøgelsen.

Mens 33 procent af de østjyske og københavnske HK’ere har oplevet flirt i en eller anden form, gør det samme sig gældende for bare 21 procent af de ansatte i Sønderjylland.

 

Undersøgelsen

Har du selv oplevet at blive flirtet med eller at flirte med andre i forbindelse med julefrokosten på din arbejdsplads?

Ja, jeg flirtede

0,7%

Ja, andre flirtede med mig

5,4%

Ja, jeg har flirtet og andre har flirtet med mig

21,8%

Nej, jeg har ikke selv oplevet at blive flirtet med eller andre flirter med mig

72,0%

Hvem flirtede du med - eller flirtede med dig - ved julefrokosten?

Kollegaer fra din afdeling

35,6%

En leder

7,8%

Kollegaer fra en anden afdeling

78,5%