Nordic Talent Attraction Specialist i Nestlé Danmark, Bolette Spottag Eisensee, har fra sit hjemmekontor ansat i omegnen af 50 ny medarbejdere under corona-nedlukningen. Det er foregået igennem virtuelle jobsamtaler. Foto: Nestlé Danmark/

Hver fjerde dansker er klar på aldrig at møde ind på arbejde

1. jul, 17:06
En fjerdedel af danskerne er villige til at arbejde for en virksomhed, hvor de aldrig har mødt eller kommer til at møde chefer og kolleger.

Et flertal af danskerne (57 procent) ønsker i fremtiden at arbejde mere hjemme, end de gjorde før coronakrisen. Det viser en ny rundspørge, som analyseorganisationen YouGov har lavet for it-virksomheden Atea.

Rundspørgen viser desuden, at hver fjerde dansker er villige til helt at undvære en arbejdsdag med chefer og kolleger, skriver erhvervsmediet DIBusiness.dk

Ingen formelle ændringer
Det mærker de blandt andet hos Nestlé Danmark. Coronakrisen sendte næsten alle fødevareproducentens kontoransatte på det københavnske kontor hjem for at arbejde. Nu viser en intern undersøgelse, virksomheden har lavet, at 48 procent af medarbejderne ønsker at arbejde hjemmefra 1-2 dage om ugen.

Head of HR i Nestlé Danmark, Mikala Larsen, fortæller, at virksomheden i fremtiden vil have en mere fleksibel tilgang til hjemmearbejdet.
- Vi kommer ikke formelt til at lave ændringer. Men vi vil imødekomme de hjemmearbejdende mere, end vi gør i dag. Så der bliver åbnet for en mere fleksibel tilgang til det, siger Mikala Larsen.

Tænk over kulturen
Ifølge Pernille Erichsen, der er chef for ledelse og virksomhedsudvikling i Dansk Industri, skal virksomheder tage ved lære af erfaringerne fra perioden med hjemmearbejde. De skal se på, hvad der har virket, og hvad der ikke har virket.

- Hver virksomhed må kigge grundigt på, hvor det giver mening at gøre arbejdet mere fleksibelt, og hvor der er behov for at mødes fysisk, siger hun.

Hun mener desuden, at arbejdsgivere skal tænke over hvilken kultur, hjemmearbejde skaber.
- Vi har brug for at mødes med vores kolleger. Så vi skal både have fokus på sammenspillet mellem kollegerne og effektiviteten i forhold til de opgaver, vi skal løse, siger Pernille Erichsen til DIBusiness.dk